domstol

Genganger i Pusher Street - anholdt ti dage efter endt afsoning

Dommer har tirsdag varetægtsfængslet tre mænd for salg af hash i Christiania.

Straf har ikke altid en afskrækkende virkning. Kun ti dage efter at have afsonet en dom for salg af hash i Pusher Street på Christiania er en 34-årig mand igen sat bag tremmer.

Mandag aften blev han anholdt i den hashbod, som politiet kalder nummer 60, med 35 gram hash, nogle joints og lidt skunk.

Det kom frem under et grundlovsforhør tirsdag i Københavns Byret. Dommeren besluttede at varetægtsfængsle ham i 20 dage. Begrundelsen er, at manden på fri fod formentlig vil genoptage den ulovlige adfærd.

Den tidligere dom lød på fængsel i otte måneder. Han blev sendt ud i friheden 19. august, men han var altså vendt tilbage til salgsgaden mandag aften, da betjente gik i aktion.

Også tidligere er der flere eksempler på, at Pusher Street kan være en tillokkende karrusel, som sælgere kravler op på igen efter at være blevet smidt af.

I april blev således en 20-årig mand fremstillet for en dommer for ulovlige aktiviteter i Pusher Street. Han havde fire domme bag sig.

Tirsdag blev også to andre anholdte på Christiania varetægtsfængslet. De havde ifølge politiets sigtelser været aktive i hashbod 5 og i hashbod 6.

Det kriminelle marked giver fortsat dønninger i politiet, retsvæsenet og i Kriminalforsorgen. Hele sidste år blev 941 anholdt i Pusher Street, og 228 blev varetægtsfængslet.

Billedet har ikke ændret sig i år. I midten af maj var flere end 100 blevet varetægtsfængslet, har politiet tidligere oplyst.

- Efter vores vurdering sker de fleste varetægtsfængslinger, fordi den sigtede gentagne gange har været sigtet og dømt for lignende kriminalitet, sagde politiinspektør Tommy Laursen fra Københavns Politi tidligere i sommer til Ritzau.

Han har også fortalt, at der er tegn på en forråelse i miljøet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden