Grossist i fødevarer snød statskassen for 31 millioner

En mand med både svensk og dansk statsborgerskab er blevet dømt efter langvarig varetægtsfængsling.

En grossist i fødevarer snød de offentlige kasser for godt 31 millioner kroner, da han købte og solgte ris, sodavand og andre varer.

Det konkluderer Retten på Frederiksberg, som sent tirsdag straffer den 58-årige Karim Bahadori med fængsel i tre år for momssvig.

Til kriminaliteten anvendte han 22 såkaldte skraldemandsselskaber. De gik konkurs, og momsen blev aldrig betalt.

Undervejs i processen har Karim Bahadori nægtet at være indehaver af firmaet IN Import Export Foods, hvorfra lovovertrædelserne udgik, men retten er blevet overbevist af blandt andet udsagn fra en tidligere ansat.

Den dømte har for et par år siden fået en del omtale af medierne Finans og Information i artikelserien "Grand Theft Europe". Den handler om en række momssvindlere og om myndighedernes sene indgreb.

Den dømte har allerede afsonet det meste af straffen. Siden sommeren 2020 har han været varetægtsfængslet, efter at han blev udleveret fra Sverige, hvor han er blevet idømt en straf på halvandet års fængsel.

På forsigtige skridt tøffer manden ind i retten i selskab med to betjente. Han lider af svimmelhed og forhøjet blodtryk. Derfor beder hans forsvarer, advokat Rolf Gregersen, om løsladelse, så han senere kan afsone den sidste del af straffen.

Men retten afviser anmodningen. Der er grund til at tro, at han vil rejse ud af Danmark og tage til Sverige, hvor hans hustru bor. Og dermed nikker dommeren til ønsket fra anklager Frederik Morild, som blandt andet peger på hensynet til folks retsfølelse.

- Det er særdeles grov kriminalitet, hvor han har udnyttet den tillid, der er indbygget i momssystemet, siger anklageren.

Den dømte har såvel dansk som svensk statsborgerskab.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.