Grundstødt fragtskib er endelig trukket fri fra Samsø
Et miljøskib skal nu undersøge Scanlark, før det bliver sendt videre til et værft i Odense, skriver medie.
Opdateret kl. 09:44
Fragtskibet Scanlark er onsdag morgen trukket fri fra Samsø, hvor det siden natten til den 15. december har været grundsødt.
Det siger Niels Henriksen, ejer af NH Towage, der har haft opgaven med at trække skibet frit, til TV2 Østjylland.
- Nu ligger han for anker længere ude. Myndighederne har bedt os om at være standby. Der ligger et miljøskib, som skal tjekke skibet, siger Niels Henriksen til mediet.
Efterfølgende skal det sendes videre til et civilt værft i Odense for yderligere undersøgelser.
Den russiske besætning på skibet har ifølge Østjyllands Politi forklaret, at en forkert udstukket kurs var grund til, at Scanlark i sidste uge sejlede direkte mod Samsøs kyst.
Politiet har samtidig ifølge TV2 Østjylland afvist, at der var spiritus involveret.
I søndags gjorde man også et forgæves forsøg på at trække skibet fri.
Men det har ifølge Niels Henriksen været særligt udfordrende, fordi Scanlark har været så langt inde ved kysten.
Derfor har man ventet på, at vandstanden ville stige, og det har nu vist sig at give pote.
Skibet sejler ifølge Marinetraffic.com under flaget af østaten Saint Vincent og Grenadinerne.
Den 75 meter lange coaster fra 1985 kom fra Aabenraa og skulle til Aarhus.
I forbindelse med hændelsen har der ikke været nogen meldinger om tilskadekomst eller lækager.
Det sker af og til, at skibe støder på grund i og omkring Danmark.
I 2018 stødte et fragtskib på grund i farvandet Grønsund ud for spidsen af Nordfalster.
Året før stødte et fragtskib på grund i Odense Fjord.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.