Gymnasieelev misbrugte lærers password - nu er hammeren faldet

Tre år skulle der gå, før sagen havnede i en retssal

En 21-årig mand tilstod, at han igennem flere måneder brød ind i sit gymnasiums system og rettede sit og andre elevers fravær. <i>Foto: Michael Koch</i>

En 21-årig mand tilstod, at han igennem flere måneder brød ind i sit gymnasiums system og rettede sit og andre elevers fravær. Foto: Michael Koch

AALBORG:Mere end tre år skulle der gå, før en nu 21-årig mand blev stillet til regnskab for at bryde ind i sit gymnasiums system og rette både sit og andre elevers fravær mindst 73 gange.

Det lod sig gøre, fordi den dengang 17-årige gymnasieelev fra et sted i Aalborg i slutningen af august 2019 havde held til at aflure en af sine gymnasielæreres password, så han derefter kunne logge på systemet og nedskrive sit og en del andre elevers ulovlige fravær, som potentielt kan koste eleverne deres uddannelse, hvis det bliver for stort.

Databedrageriet stod på over en periode på ca. et halvt år og blev først opdaget i februar 2020, hvor den unge mand i mellemtiden var fyldt 18 år.

Sagen kom for en dommer ved Retten i Aalborg torsdag, hvor den blev ført som en retsmødebegæring, og hvor den nu tidligere gymnasieelev var tiltalt efter straffelovens paragraf 263 stk. 1. Den handler om, at den, som uberettiget skaffer sig adgang til en andens datasystem eller data, kan straffes med fængsel i op til et år og seks måneder.

Eftersom den nu 21-årige hidtil ustraffede mand valgte at tilstå, slap han væsentligt billigere med en dom på 20 dages betinget fængsel, som han modtog, oplyser anklager Marie Klingenberg fra Nordjyllands Politi.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.