Hærværk og fester gik over gevind: - Nu sætter vi hårdt mod hårdt
De prøvede med dialog. Det fejlede

Denne gang skrider de direkte til det tunge skyts for at undgå uansvarlige smadrefester. Foto: Henrik Bo
SKØRPING:Klirrende, knuste flasker. Glasskår på jord og fliser. Adfærd grænsende til hærværk.
Dette syn mødte ad flere omgange spejderne, når de troppede op til synet af en bålhytte, brugt til fest og ballade og efterladt uden oprydning af betydning.
Spejderne fik dengang sat en stopper for festen. Men først efter en ærgerlig konfrontation, de helst havde været foruden.
I løbet af foråret er bålhytten igen blevet tilflugtssted for unge sjæle i festhumør. Denne gang er spejdernes indstilling at tage situationen i opløbet, inden den - i værste fald - løber løbsk på samme måde som sidst.
- Nu sætter vi hårdt mod hårdt. Belært af erfaringen, siger Niels Agerholm, lederen af Det Blå Spejderkorps’ gruppe i Skørping.
Normskred
Formanden vurderer, at der, dengang som nu, er tale om unge i alderen 15-17 år.
- De 15-17-årige befinder sig i en akavet alder, hvor mange er begyndt at drikke, men fortsat ikke må komme ind på diskoteker og værtshuse. Så ser de sig om efter noget andet: For eksempel vores hytte, der ligger ideelt i udkanten af byen, siger han.

Det Blå Spejderkorps i Skørping anskaffede sig hytten for 5 år siden. Foto: Henrik Bo
Han baserer sin vurdering på erfaringen med egne børn i samme aldersgruppe og på baggrund af, hvad han har hørt ”rundt om i byen”.
Tilbage i 2021 sympatiserede spejderledelsen i udgangspunktet med de festhungrende teenagere, der manglede et sted i fred for voksnes blikke. De gjorde derfor ikke et større nummer ud af situationen, men nøjedes med at fortælle de unge, at de gerne måtte bruge hytten, så længe de sørgede for at rydde op efter sig selv.
- Vi har jo også selv været unge engang, siger han.

Problemet med de natlige udskejelser tog for alvor fart under corona. Foto: Henrik Bo
Men oprydningen udeblev, og festerne voksede. Det eskalerede til sidst i en grad, så spejderne så sig nødsaget til at sætte foden ned.
- Når grupper af unge når en vis størrelse, løber tingene lettere løbsk. Så skrider normerne, og de begynder at hærge, siger Niels Agerholm.
Det gule spejderråd
Det Blå Spejderkorps stod ikke alene med udfordringen dengang.
Også kollegerne ovre i De Gule Spejdere havde haft udfordringen med hærværk og manglende oprydning inde på kroppen. De blå spurgte derfor de gule om, hvordan de havde båret sig ad.

Spejderne så sig helst fri for at kigge overvågningen igennem. Men de vil gøre det, hvis de får nys om uansvarlige fester. Foto: Henrik Bo
Svaret var, at de gule spejdere også havde haft et indledende ønske om at gå i dialog, men at smadrefesterne først for alvor stilnede af, da politiet kom ind i sagen.
Det endte med, at Det Blå Spejderkorps fulgte trop. Efter den vildeste, mest ødelæggende bålhyttefest de til dato havde været ude for.
- Festerne foregik til sidst på en så kaotisk måde, at vi ikke så anden udvej end anmeldelse, siger Niels Agerholm.
Hårdt mod hårdt
Dét leder os frem til i dag, hvor spejderne på ny ser tegn på, at festerne er på vej tilbage. Det, tror Niels Agerholm, hænger sammen med, at der er kommet en ny generation i den nævnte aldersgruppe.
Til forskel fra dengang hænger der nu et kamera under taget i hytten. Det anskaffede de efter den store kulmination, dengang for to år siden, og det filmer i alle døgnets 24 timer.
De nye fester er dog ikke gået over gevind. Og spejderlederen understreger, at det ikke er tanken at overreagere på bagateller, såsom nogle stykker der sidder og får sig en øl lørdag aften.
Planen er derimod at holde et ekstra skarpt øje med tegn på store fester. Dem med manglende oprydning eller egentligt hærværk.
Enten på overvågningen eller ved at et rygte kommer dem for øre. Og skulle noget sådant opstå, tøver de ikke med at anmelde de ansvarlige til politiet – selv om de helst havde set sig fri.
- Det ærgrer os, at vi bliver nødt til at tage så drastisk et skridt. Vi forstår jo til fulde, at de har lyst til at holde fest. Men vi har et hensyn at tage til både hytten og de andre brugere. Og det er det eneste, vi tror på virker, siger Niels Agerholm.
Spejderne har haft bålhytten i 5 år.

Formanden for Det Blå Spejderkorps' Skørpinggruppe: Niels Agerholm. Foto: Henrik Bo
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.