Måger i gylletank fik 70-årig til at gribe haglgeværet. Men det skulle han aldrig have gjort
En 70-årig mand er kendt skyldig i sag om vådeskud
Opdateret kl. 12:55
"Nu skal mågerne skydes."
Sådan synger Allan Olsen.
Men det var ikke fuglene, der blev skudt en augustdag i 2022 på Hjørringvej få kilometer fra musikerens fødeby Frederikshavn.
Det gjorde derimod en folketingspolitikers bil, og det koster nu en 70-årig mand fra området en betinget fængselsstraf på 14 dage og en tillægsbøde på 2.000 kroner.
Det har Retten i Hjørring afgjort tirsdag formiddag.
Her forklarede den tiltalte, at det ikke var hans hensigt at skyde efter den konservative politiker Per Larsen, da han om morgenen 11. august 2022 kørte fra Frederikshavn til Hjørring.
Han ville bare skræmme de måger, der havde slået sig ned ved hans gylletank.
- Man valgte jo at slå alle minker ned i Danmark. Der var mange måger, som fik sit daglige brød på minkfarmene, men de slog sig ned i min gylletank, fortalte den tiltalte.
- Så du havde et problem med måger, spurgte anklageren.
- Simpelthen. Et kæmpe problem.
Jagttegn i 50 år
Derfor greb han sit haglgevær og satte kursen mod gylletanken, som ligger lige ud til Hjørringvej.
- Jeg havde prøvet alt muligt. Den morgen tog jeg mit gevær og skød nogle skræmmeskud op i luften for at prøve at få dem væk, forklarede han.
- Jeg sigtede lodret op i luften, jeg skulle jo passe på ikke at ramme mågerne, de er jo fredet.
Han har haft jagttegn i næsten 50 år, men alligevel laver han den morgen en fatal fejl.
- Jeg hopper over gråben (grøften, red.) og putter patroner i. Jeg skyder et skud op i luften og finder ud af, at jeg ikke står ret godt der på kanten af gråben. Så jeg vil flytte mig og stille mig ved løvhegnet. På en eller anden måde får jeg overbalance og jeg bliver filtret ind i nogle grene og så sker det.
- Det var det grimmeste uheld, jeg nogensinde har været udsat for. Jeg var totalt overrasket over, at det overhovedet kunne lade sig gøre, sagde han.
Mågerne skreg
Den tiltalte bemærkede ikke selv, om der er nogen i nærheden - og altså heller ikke Per Larsens bil.
- Jeg hører ingenting. Jeg ser ingenting. Mågerne skreg, og der var masser af ballade.
Retten fandt dog, at hans forklaring om grenene og uheldet var konstrueret til formålet, og at han burde have vidst bedre end at skyde så tæt på en vej.
Han afgav heller ikke den forklaring, da han i første omgang blev afhørt af politiet.
- Jeg blev ikke spurgt, sagde han i retten, da anklageren undrede sig over hvorfor.
- Da jeg kommer hjem, holder der seks politibiler på gårdspladsen. Der er glammende hunde og to damer, der ryger lige i fjæset på mig. Det var ikke nemt at tænke klart i den situation der. Jeg var selv helt målløs over, hvad der skete, sagde han.
- Det var en noget stressende situation. Det var så chokerende det hele.
- Du overvejede ikke at sige til politiet, at det var et uheld det her, spurgte anklageren igen.
- Det var jo dybt pinligt, at det kunne ske for mig, der havde gået med gevær i 50 år. Det står man jo ikke og praler med.
Den konservative folketingspolitiker vidnede i retten, og selvom det er mere end to år siden, husker han stadig episoden tydeligt.
- Lige pludselig så sagde det bare bang, sagde han og klappede hænderne højlydt sammen.
- Bagruden krakelerede fuldstændigt. Jeg tænkte, det var da mærkeligt. Et stenslag kommer jo typisk på frontruden eller i siden, så jeg forstod ikke lige, hvad det var.
- Hvis nu, der var en, der ville mig til livs
Først var han bare irriteret over, nu at skulle bruge tid på at få bilen på værksted, men da mekanikeren senere ringede og sagde, at bilen var ramt af hagl, blev det pludselig mere alvorligt.
- Jeg ringer til politiet, og de tager det ret alvorligt og der kommer ret hurtigt en betjent, husker han.
PET bliver også involveret og forsøger at klarlægge, om der har været nogle trusler mod politikeren. Og selvom han ikke selv kunne komme i tanke om nogle tegn, begynder tankerne at køre.
- Man kan jo aldrig vide. Det er jo ikke almindeligt, at der bliver skudt på ens bil. Men jeg havde også det der med, at hvis nu det var en, der ville mig til livs, ville det jo have været mest hensigtsmæssigt at skyde forfra. Men jeg vidste det jo ikke, så jeg var noget nervøs i nogle timer, fortalte Per Larsen efterfølgende til Nordjyske.
Om aftenen samme dag fortalte politiet ham, hvordan de vurderede det hang sammen, og det blev han lettet over.
- Det var et vådeskud og det var ikke nogen, der var efter mig, så det var jeg glad for at høre, sagde han.
Anklageren gik efter de 14 dages betinget fængsel og tillægsbøden, som straffen endte på. Derudover havde han også gerne set, at den 70-årige fik frakendt retten til at have jagttegn, men det gav en enig domsmandsret han dog lov til at få fornyet.
Den tiltalte gik efter frifindelse, men valgte alligevel at modtage dommen.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.