Holdt kæreste fanget og voldtog hende flere gange

En 33-årig mand er blandt andet blevet dømt for voldtægt, frihedsberøvelse, vold og tvang

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

STORVORDE:En 33-årig mand er blevet idømt to år og ni måneders fængsel for at have holdt sin kæreste indespærret i et soveværelse, hvor han voldtog hende flere gange i løbet af tre timer.

Den grove voldtægt fandt sted 28. maj, men kvindens mareridt begyndte flere timer tidligere.

Parret havde overnattet i mandens sommerhus i Storvorde, og da de vågnede, begyndte den 33-årige at drikke en del. I løbet af dagen besøgte parret en af mandens venner, og de spiste også frokost i en pølsevogn.

Men under køreturen på vej tilbage til sommerhuset, ændrede den 33-årige markant karakter.

Han begyndte at slå sin kæreste, og det fortsatte, da de ankom til sommerhuset, hvor han også tog hendes telefon og bilnøgler, så hun ikke kunne forlade sommerhuset, selvom hun ville, fortæller anklager Thomas Klingenberg.

Holdt pauser mellem voldtægter

Inde i sommerhuset beordrede den 33-årige sin kæreste til at gå ind i soveværelse og tage tøjet af. Ordren blev ledsaget af flere slag.

Under tvang tog kvinden tøjet af, og inde i soveværelset voldtog den 33-årige sin kæreste flere gange, ligesom hun fortsat blev udsat for vold.

Undervejs holdt den 33-årige pauser og gik ind i stuen, men han sørgede for at låse kæresten inde i soveværelset, fortæller anklageren.

Voldtægterne og volden stod på i tre timer fra omkring klokken 15 til klokken 18, hvor det til sidst lykkedes kvinden at få fat i sin mobiltelefon og bilnøgler og stikke af.

Nægter voldtægt 

Hun kørte hjem til sin mor, men senere om aftenen begyndte den 33-årige at ringe til hende og true hende med tæsk, hvis hun meldte ham til politiet. 

På et tidspunkt tog han hen til moren med et koben, hvor han fortsatte truslerne og smadrede en rude og en cykel. Det overværede kvindens veninde, der filmede optrinnet med sin telefon, ligesom kvindens far, der var blevet ringet op, kunne høre det hele i telefonen.

Under retssagen erkendte den 33-årige, at han havde slået sin kæreste, og selvom han ikke kunne huske ordlyden, så erkendte han også truslerne, oplyser Thomas Klingenberg.

Men manden nægtede at have voldtaget sin kæreste, ligesom han også nægtede at have holdt hende indespærret i soveværelset.

Retten i Aalborg lagde dog vægt på kvindens forklaring samt de vidneforklaringer, der blev afgivet i sagen. Udover fængselsdommen, blev den 33-årige også dømt til at betale 103.000 kroner i erstatning til kvinden.

Han ankede dommen på stedet.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.