Hovedmand i narkoaffære mister sin Harley Davidson

Store mængder amfetamin blev fordelt fra Aarhus. Vestre Landsret har nedsat straffen for tre ud af ni mænd.

I en sag om i alt 28 kilo amfetamin har Vestre Landsret besluttet at tage en dyr motorcykel fra hovedmanden.

Troels Kristensen Knudsen får konfiskeret en Harley Davidson og er samtidig idømt en straf på fængsel i 14 år.

Landsretten har dermed reduceret straffen med to år i forhold til det resultat, som Retten i Aarhus i marts sidste år nåede frem til.

Også når det gælder to andre af deltagerne i kriminaliteten, har landsretten lempet en smule på sanktionen.

Knudsens højre hånd, Danny Riis Mølgaard Andersen, har fået fængsel i ni år, hvilket er en reduktion på et år. Desuden er det lykkedes for Thomas Sander Nielsen at komme ned på fem år i stedet for seks.

Under efterforskningen af sagen lykkedes det for politiet at beslaglægge godt ti kilo amfetamin, er det tidligere kommet frem.

En del af narkoen skulle sælges videre til kunder i Herning og Ikast-området. Blandt andet skete der en overlevering på en rasteplads nord for Aarhus. Og opbevaring og opblanding skete i en lejlighed i Aarhus Vest.

I alt er ni mænd blevet dømt i sagen. Sammenlagt har de fået fængsel i 75 år, oplyser Statsadvokaten i Viborg.

To af de dømte er far og søn fra Ikast-området. Landsretten slog fast, at det var skærpende for faren, at han havde involveret sin hjemmeboende søn i alvorlig kriminalitet.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.