Krimi

Husmor gift med IS-medlem kan blive dømt for at fremme terror

Torsdag skal en 33-årig kvinde for retten. Hun er tiltalt for at have fremmet IS som husmor i Syrien og Irak.

Billeder fra 2014 viser reklametavler fra Islamisk Stat i byen Raqqa, der fungerede som Islamisk Stats selverklærede hovedstad. (Arkivfoto).
Billeder fra 2014 viser reklametavler fra Islamisk Stat i byen Raqqa, der fungerede som Islamisk Stats selverklærede hovedstad. (Arkivfoto). Nour Fourat/Ritzau Scanpix

En 33-årig dansk kvinde er tiltalt for at have fremmet Islamisk Stat (IS) som husmor og hustru til et aktivt IS-medlem.

Torsdag begynder en tre dage lang sag mod hende i Retten på Frederiksberg.

Hun boede i Syrien og Irak i nogle år fra 2013, hvor hun fungerede som husmor for sine mindreårige børn og som hustru til IS-medlemmet, lyder anklagen.

Kvinden var først i Raqqa mellem 5. september og 11. november 2013 og siden i både Raqqa og Mosul fra 16. juni 2014 til et ukendt tidspunkt inden 17. august 2015.

Islamisk Stat fik kontrol over millionbyen Mosul i 2014. Raqqa i Syrien betragtede IS som sin hovedstad.

Kvinden er tiltalt efter straffelovens terrorbestemmelse. Konkret er hun tiltalt for at fremme en terrororganisation, der har til hensigt at begå terrorhandlinger.

Ifølge anklagen fremmede hun Islamisk Stat og bidrog til, at IS kunne opretholde og konsolidere sin position i områderne i Syrien og Irak.

Ifølge specialanklager Anders Larsson rejste kvinden med parrets fælles søn fra Danmark til Syrien for at mødes med sin mand.

Manden formodes død i dag, siger Anders Larsson.

Den 33-årige kvinde er ikke den første, der anklages for at have fremmet Islamisk Stat.

I november 2022 blev en 35-årig kvinde idømt tre års fængsel for at have fremmet IS og for at være indrejst i et konfliktområde, fordi hun havde opholdt sig i al-Raqqa-distriktet i Raqqa-provinsen.

Den 33-årige kvinde, hvis sag begynder torsdag, er ikke tiltalt for at være indrejst i et konfliktområde.

Det var nemlig først i 2016, at Folketinget gjorde det muligt at indføre et indrejseforbud i særlige områder i udlandet, hvor der er en væbnet konflikt, som terrorgrupper er en del af.

I september samme år besluttede regeringen at indføre et indrejseforbud i dele af Syrien og Irak.

Men som det fremgår af tiltalen, opholdt kvinden sig ikke længere i Syrien og Irak i august 2015.

Kim Nielsen Hvam, der er forsvarsadvokat for den 33-årige kvinde, har oplyst, at hun nægter sig skyldig.

Hun bestrider ikke at have opholdt sig i Raqqa og Mosul, men hun nægter at skulle have fremmet Islamisk Stat af den grund.

Det ligger endnu ikke fast, hvilken dag der falder dom i sagen, oplyser specialanklager Anders Larsson.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden