Politi

Ikke første gang foran en dommer: Butikstyv måtte stå til ansvar for en stribe rapserier

31-årig mand var tiltalt for 44 forhold over hele byen

En 31-årig mand måtte forholde sig til en stribe tiltaler mod sig om blandt andet tyverier i butikker, af biler og fornærmelige ord mod politiet. Men ikke alt ville han erkende. 
En 31-årig mand måtte forholde sig til en stribe tiltaler mod sig om blandt andet tyverier i butikker, af biler og fornærmelige ord mod politiet. Men ikke alt ville han erkende.  Foto: Torben Hansen

Det var ikke første gang, den 31-årige mand måtte stå til ansvar for sine handlinger foran en dommer i Byretten i Aalborg. 

Denne gang, i mandags, skulle han forholde sig til 44 forskellige episoder  - blandt andet en stribe tyverier i byens butikker og dagligvareforretninger i Aalborg og Nørresundby. Men også tyverier af biler, databedrageri, besiddelse af stoffer og hånlige og fornærmende skældsord mod politiet. 

Listen af tiltalepunkter var lang, og manden har siddet varetægtsfængslet siden 28. august, hvor han blev taget for dels tyveri af varer for godt 4000 kroner i en butik i Nørresundby og dels tyveri af dagligvarer til en værdi af 424,90 kroner i en butik i Aalborg.

Da den 31-årige mødte i retten, var han klar til at erkende store dele af sine handlinger. 

Ifølge anklagerfuldmægtig Anders Torp tilstod manden en stor del af de mange forhold, som anklagemyndigheden havde samlet sammen om ham. 

- Der var enkelte tyveriforhold, som han ikke kunne erkende, som vi frafaldt. Han fik seks måneders fængsel, forklarer Anders Torp. 

Måtte også forholde sig til erstatning

Manden var også tiltalt for databedrageri, som han heller ikke kunne genkende. Det handlede om, at han skulle have byttet flere wifi-højttalere fra deres oprindelige indpakning og dermed givet dem en anden stregkode, som blev scannet ved kasselinjen, så butikken led et økonomisk tab. Den sag blev også frafaldet af anklagemyndigheden. 

Den 31-årige er velkendt af politiet i forvejen, da han har flere tidligere domme for berigelseskriminalitet. Han har ingen fast adresse.

I retten skulle manden desuden forholde sig til erstatningskrav fra nogle af de butikker, som han havde stjålet fra. 

Ved de tyverier, han kunne erkende, accepterede han også erstatningskravene. Så han blev dømt til at betale erstatning, lyder det fra anklagerfuldmægtig Anders Torp. 

Manden blev sendt i fængsel direkte efter domsafsigelsen.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden