40-årig kvinde blev fundet død hjemme hos 46-årig mand
Det var bekymrede pårørende, der fik politiet til at rykke ud til adresse på Mors
Opdateret kl. 12:52
Det var en henvendelse fra urolige pårørende, som søndag formiddag fik Midt- og Vestjyllands Politi til at rykke ud til en adresse på Brunhøjen i Sejerslev på Mors.
Det oplyser politikommissær Henrik Jensen fra lokalpolitiet i Thisted.
- Man havde ikke hørt livstegn fra kvinden i en uges tid, og da vi kom til stede på adressen, fandt vi to afdøde personer, siger han og fortsætter:
- Umiddelbart mente vi, at det kunne være mistænkeligt, så derfor satte vi en lidt større proces i gang med teknikere, hunde og så videre, som arbejdede på stedet hele dagen med henblik på at klarlægge dødsmåde og dødsårsag.
Der er tale om en 40-årig kvinde og en 46-årig mand, der begge er bosiddende på Mors. Adressen, hvor de afdøde blev fundet, er bopæl for den 46-årige mand.
Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter, at der ikke umiddelbart ligger en forbrydelse bag.
Ligene af den 40-årige kvinde og den 46-årige mand skal obduceres i løbet af mandag.