Krimi

Ingen tegn på forbrydelse bag babys død på Mors i maj

Midt- og Vestjyllands Politi har droppet sigtelse om grov vold med døden til følge mod 40-årig kvinde.

Midt- og Vestjyllands Politi har droppet sigtelsen mod en kvinde, der var sigtet for grov vold med døden til følge mod en baby på knap et år. (Arkivfoto).
Midt- og Vestjyllands Politi har droppet sigtelsen mod en kvinde, der var sigtet for grov vold med døden til følge mod en baby på knap et år. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 10:58

Der er ikke fundet tegn på, at der skete en forbrydelse, da et barn på knap et år mistede livet på Mors i maj.

Det betyder, at sigtelsen for grov vold mod en 40-årig kvinde frafaldes.

Det skriver Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Den 40-årige kvinde blev anholdt og fængslet 8. maj i år. Men allerede dagen efter blev hun løsladt, efter at politiet havde fået resultaterne af en foreløbig obduktionserklæring.

Da blev sigtelsen mod kvinden opretholdt.

Siden har Midt- og Vestjyllands Politi færdigefterforsket dødsfaldet.

Den endelige obduktionsrapport har fastslået, at der ikke er fundet tegn på, at der er sket en forbrydelse i forbindelse med babyens død.

Derfor er sigtelsen mod kvinden droppet, og sagen anses som afsluttet.

I pressemeddelelsen mandag skriver politiet, at det ikke har flere oplysninger til offentligheden om sagen.

Da kvinden tilbage i maj blev fremstillet i grundlovsforhør i Retten i Holstebro, kom det frem, at hun nægtede sig skyldig, og at hun havde tolk med i retten.

Det er ikke kommet frem, hvad relationen mellem kvinden og babyen var.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden