Krimi

Kartofler på motorvejen var som snesjap og brun sæbe

Fire mænd er tiltalt for at have udsat andre trafikanter for fare ved protestaktion 1. juni 2023.

En stribe bilister har onsdag taget turen til Svendborg, fordi de i en straffesag skal udspørges om deres oplevelser på Sønderjyske Motorvej ved Kolding for snart to år siden.

Tidligt om morgenen den 1. juni 2023 ved 4.30-tiden lå der pludseligt kartofler på vejbanen.

- Jeg forsøgte at rette op, fortæller en lastvognschauffør. Hans lastvogn var kommet ud af kurs ved hjulenes møde med kartoflerne. Den stod lidt på skrå i det højre spor og nødsporet.

- Det var ligesom at køre på is, forklarer manden.

En kollega i en anden lastvogn kom ned i fart og trillede igennem i overhalingssporet.

- Det var som brun sæbe, beretter han, og en tilsvarende sammenligning kommer fra en Falck-ansat, der blev sendt ud med en skiltevogn.

En mand i en personbil fortæller, at han oplevede det som at køre i snesjap.

- Hvad fanden er det, der sker, husker han, at han tænkte.

Falck-manden tog et billede af et grønt skilt, der lå i vejkanten: "NEJ til KM-AFG".

Kartoflerne på motorvejen var en protestaktion mod en kilometerafgift, som skulle pålægges lastvognsbranchen. Loven, der hedder L 74, blev vedtaget i Folketinget samme dag.

Afhøringerne skyldes, at fire mænd er tiltalt for at have udsat andre trafikanter for fare. Både på motorvejen ved Kolding og derefter på Storebæltsbroen - i begge retninger - blev der spredt tonsvis af kartofler.

Retten skal vurdere, om der opstod konkret fare for andre - eller om faren var mere abstrakt.

En af de tiltalte er en 59-årig vognmand fra Dørken nær Give. Han er talsperson i bevægelsen "No farmers, no food, no future."

På parkeringspladsen ved retten er der parkeret en trailer med et stort skilt. Her er malet et lighedstegn mellem den grønne trepart og "krig mod livet på landet".

Kun enkelte mindre alvorlige lovovertrædelser erkendes af vognmanden og to andre af de tiltalte, en tidligere lærling på en maskinstation og en landmand fra Sydjylland.

Den sidste af de tiltalte, en lastvognsmekaniker, er kun tiltalt for medvirken i aktionen på Storebæltsbroen. Men han nægter overhovedet at have været til stede.

Tiltalen fra Fyns Politi er omfangsrig. Den handler om overtrædelse af mindst 15 forskellige lovregler. Ud over fareforvoldelse er nævnt hærværk "af betydelig og organiseret karakter". Dertil kommer grov forstyrrelse af ro og orden og meget andet.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden