Knallertkører i kritisk tilstand efter sidekollision
En knallertkører er i kritisk tilstand, efter han blev påkørt fra siden af en bil nær Herning onsdag.
Opdateret kl. 11:45
En 35-årig mand blev onsdag aften fløjet til Aarhus Universitetshospital i kritisk tilstand efter en færdselsulykke ved byen Snejbjerg nær Herning.
Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi.
Manden kørte gennem et kryds på sin knallert, hvor han blev påkørt af en 20-årig mandlig bilist, der ikke kom til skade i ulykken.
Ifølge vagtchef Simon Stage havde knallertkøreren overset sin ubetingede vigepligt.
- Han blev ramt direkte fra siden af bilisten, som ikke kunne nå at bremse, fordi knallerten pludselig kom ind i krydset fra venstre. Kollisionen skete derfor med cirka 80 kilometer i timen, siger han.
Ulykken skete klokken 22.51 onsdag aften, og manden blev torsdag morgen fortsat meldt i kritisk tilstand.
Ifølge politiet er der ikke noget, der tyder på, at bilisten lavede en kørselsfejl.
Politiet kan ikke oplyse yderligere om den 35-åriges tilstand, men kan bekræfte, at han havde hjelm på, da han blev ramt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.