Knivdrab på værested i Rønne koster beboer 12 års fængsel

En 46-årig mand døde sidste år efter at være påført 12 knivstik på et værested i Rønne. 35-årig mand dømmes.

En 35-årig mand er blevet idømt 12 års fængsel for at have stukket sin genbo ihjel med en kniv sidste år på et værested i Rønne.

Det skriver Bornholms Tidende og TV2 Bornholm.

Dommen er faldet i Retten på Bornholm, hvor et nævningeting tirsdag fandt Brian Rønn Nielsen skyldig i drab.

Drabet fandt sted 20. september sidste år omkring klokken 17.10 i en opgang på værestedet på Fabriksvej. Brian Rønn Nielsen stak den 46-årige Heino Mortensen 12 gange - herunder flere gange i halsen.

Omkring to uger senere døde Heino Mortensen af sine kvæstelser.

Ifølge Bornholms Tidende er det under sagen fastslået, at optrinnet blev startet af den nu afdøde, og at Brian Rønn Nielsen havde ret til at forsvare sig for at afværge volden.

Men samtlige nævninger og dommere i sagen var også enige om, at knivstikkene gik langt ud over et rimeligt selvforsvar og valgte at dømme for drab.

Ifølge TV2 Bornholm var der onsdag uenighed om, hvordan straffen skulle være. Otte stemmer talte for 12 års fængsel, mens et mindretal på fire stemmer talte for 10 års fængsel.

Brian Rønn Nielsens forsvarer, Henrik Stagetorn, fortæller til Ritzau, at den dømte har taget betænkningstid i forhold til, om han vil anke til landsretten.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden