Købte biler uden at betale for dem - og solgte dem videre til Østeuropa

En 53-årig mand snød flere bilforhandlere i Nordjylland for over en million kroner 

 <i>Foto: Henrik Bo</i>

Foto: Henrik Bo

AALBORG:Hele fem gange lykkedes det en 53-årig mand at snyde bilforhandlere i Nordjylland, der samlet set mistede 1,3 millioner kroner.

Den 53-åriges åriges svindelnummer udspillede sig i en kort periode fra april til juni 2019, hvor han hos bilforhandlere i Nørresundby, Aars, Hadsund, Frederikshavn og Hjørring købte biler ved at lægge en udbetaling og optage et lån for resten af bilens pris.

Men den 53-årige havde ikke tænkt sig at betale billånene, men i stedet solgte han hurtigt bilerne videre til personer i Polen og Litauen.

Hvad der skete med de penge, han fik for salget af bilerne, er uvist. Ifølge ham selv, så blev de brugt til at betale en gæld til ukendte personer.

Det forklarede han i hvert fald, da han torsdag blev idømt et års betinget fængsel for bedrageriet, oplyser anklager Søren Riis Andersen.

Den 53-årige fortalte i Retten i Aalborg, at han var blevet presset til at lave svindelnummeret af nogle personer, han skyldte penge, fortæller anklageren. Den 53-årige ville dog ikke fortælle nærmere omkring disse personer.

Kørte rundt med flere kilo hash

Bedrageriet var dog ikke det eneste, den 53-årige havde på samvittigheden. Han blev nemlig også dømt for at have været i besiddelse af knap fire kilo hash.

21. oktober 2020 blev den 53-årige stoppet i sin bil, og der fandt politiet de mange kilo hash. Det erkendte den 53-årige da også i retten, hvor han forklarede, at han skulle transportere hashen for nogle andre, forklarer Søren Riis Andersen.

Slap med betinget fængsel

Den 53-årige slap altså med en betinget straf for bedrageri og narkobesiddelse, og det skyldes især to ting, forklarer anklageren.

Dels lagde retten i et vist omfang vægt på den 53-åriges egen forklaring om, at han var blevet presset til at snyde bilforhandlerne og ikke selv havde fået del i udbyttet, og dels var det også en formildende omstændighed, at sagen var tre år gammel.

Den 53-årige valgte at modtage dommen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.