Kommentator: Ministre må have drøftet besøg fra Kina

Ministerier har tilrettelagt kinesiske statsbesøg med stort hensyn til kinesisk følsomhed, siger Hans Engell.

Det må have været kendt på ministerkontorerne, at man vægtede kinesisk følsomhed i forbindelse med statsbesøg fra det officielle Kina.

Det siger politisk kommentator Hans Engell, efter at Tibetkommissionens rapport er udkommet mandag.

- Der må man jo et eller andet sted have været klar over, at det var vigtigt, at tingene blev tilrettelagt på en måde, så der ikke blev skabt uhensigtsmæssige sammenstød mellem politi og demonstranter.

- Så ikke kineserne pakkede deres kufferter og tog hjem, siger han.

Ministrene har ikke truffet direkte beslutninger, der er i strid med grundloven. Men man har haft en fornemmelse af, at kinesernes følsomhed vejede tungt, da man planlagde besøgene, fortæller Hans Engell.

- Og så er det muligt, at man har talt forbi hinanden. At politiet har overfortolket Udenrigsministeriet. Og de har overfortolket, hvordan regeringen så på det. At man gik skævt af hinanden.

- Men jeg kan ikke forestille mig, at det har været en lokal indsatsleder, der egenhændigt har truffet de her beslutninger. Det tror jeg ikke på, siger han.

Det er ifølge Hans Engell "ekstremt kritisabelt", at politiet og Udenrigsministeriet har lagt en grundlovsstridig linje for at imødekomme kinesiske hensyn

Og det burde være en selvfølge, at Grundloven bliver fulgt, selvom der er statsbesøg. Men det har det ikke været, siger Hans Engell.

- Hvis det sker igen, må man regne med, at nogen bliver draget til ansvar.

- Det her er den sidste gratis omgang, hvor kinesiske besøg vægtes højere end Grundlovens ytrings- og demonstrationsfrihed, siger han.

Mandag kritiserer Tibetkommissionen Udenrigsministeriet for, at man ved besøg fra det officielle Kina aktivt har tilskyndet til og samarbejdet om, at antikinesiske demonstrationer blev forhindret af Københavns Politi.

Det lyder videre, at det er kommissionens samlede indtryk, at Grundloven og menneskerettighederne er blevet skubbet ud til siden til fordel for hensyn til kineserne.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden