Krybskytte på spil i Store Vildmose: Begik stor fejl
Der har længe hersket mistanke om krybskytteri, nu er en mand sigtet
Opdateret kl. 14:44
JAMMERBUGT: Torsdag aften gik der en melding ind på Per Gunders telefon. Klokken var omkring halv ni, og hans vildtkamera i Store Vildmose havde opfanget nogle dådyr og sendt billedet til hans telefon. Kort efter kom der et nyt billede fra kameraet – nu var der kun ét dådyr – til gengæld lå det dødt på jorden.
Ti minutter senere kom endnu et billede – nu med den formodede krybskytte på vej mod dyret.
Per Gunder, der har jagtretten på området, har i to år haft mistanke om, at der var krybskytter på spil i Store Vildmose. Og det var netop derfor, han i sin tid satte vildtkameraer op på strategiske steder i området.
- Jeg har hørt skud derude før, hvis jeg har siddet der en tidlig morgen. Jeg satte vildtkameraerne op i håb om, at jeg kunne se noget på dem på et tidspunkt, for det er umuligt at få fat på nogen, der gør det der, forklarer han.
Men torsdag var der tilsyneladende jackpot.
Kørt fast
Per kørte ud til området, der ligger omkring fem kilometer fra hans hjem, for at se, om der stadig var nogen, og i kanten af skoven så han nogle billygter, der blev slukket.
- Så ringede jeg til politiet og var i kontakt med dem, indtil hundepatruljen holdt derude.
Selvom den formodede krybskytte lykkedes med at få skudt dådyret, var det ikke sådan lige til at komme derfra med det.
Nordjyllands Politi skriver i døgnrapporten, at manden var kørt fast, og det døde dådyr lå omme bag i bilen. Manden forklarede ifølge rapporten, at dyret var skudt længere nord på. Han blev alligevel sigtet for at overtræde jagtloven.
Og ifølge Per Gunder, er der flere mulige overtrædelser i spil. Dels blev dyret skudt på et område, hvor vedkommende ikke havde tilladelse til at gå på jagt, og derudover blev dyret skudt fire timer efter solnedgang i bælg ragende mørke.
- Jeg synes jo, det er ganske forfærdeligt. Der er ingen, der lider så stor nød i Danmark, at man bliver nødt til at blive krybskytte. Vi skriver ikke 1880 længere. Men jeg er bare bange for, det er mere udbredt, end man er klar over.
Overtrædelse af jagtloven kan straffes med frakendelse af jagttegn, samt bøde eller op til to års fængsel.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.