Kvinde anholdt efter mistænkeligt dødsfald i Østgrønland

Dansk politi skal hjælpe politiet i Grønland med at efterforske en mulig drabssag, hvor en person er død.

En 41-årig kvinde er blevet sigtet og anholdt, efter at en 48-årig mand er blevet fundet død i en lejlighed i den østgrønlandske by Tasiilaq.

Det skriver Grønlands Politi i en pressemeddelelse natten til tirsdag dansk tid.

Politiet oplyser, at sagen efterforskes som en drabssag, og at det er i kontakt med danske efterforskere, der vil hjælpe med sagen.

Efterforskningen skal indledningsvis afdække, om der er grundlag for at stille kvinden for en dommer med henblik på at få hende varetægtsfængslet.

Den afdøde og anholdte beskrives som værende nære kontakter. Det fremgår ikke, hvorvidt de to har adresse i den pågældende lejlighed, eller hvad deres relation består i.

Politiet modtog anmeldelsen mandag klokken 17.10 lokal tid, hvorefter det rykkede ud til stedet.

Det var spor på stedet, der gjorde, at politiet besluttede at efterforske hændelsen som en drabssag.

Den nærmeste familie til den afdøde er underrettet.

Politiet har ikke yderligere oplysninger på nuværende tidspunkt, lyder det i pressemeddelelsen.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.