Kvinde dømmes for at have styret en række jyske bordeller

Retten i Esbjerg giver advarsel til 31-årig kvinde, som anklager ønskede udvist i sag om rufferi og hvidvask.

I en sag om bordeldrift mange steder i Jylland er en kvinde fredag blevet straffet med fængsel i tre år og seks måneder.

Den 31-årige risikerede under sagen at blive udvist. Retten i Esbjerg har i stedet tildelt hende en advarsel. Det oplyser retten.

Sagen drejede sig om rufferi i forbindelse med bordeldrift i Kolding, Aabenraa, Esbjerg, Aalborg, Aarhus, Skive og andre steder.

I alt er kvinden fundet skyldig i at have drevet 27 bordeller i 12 jyske byer i perioden september 2017 til november 2020, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Desuden havde anklagemyndigheden rejst tiltale om hvidvask og forsøg på bedrageri. Syd- og Sønderjyllands Politi hævdede, at hun havde tjent 5,8 millioner kroner på udenlandske kvinders prostitution.

Kvinden blev dømt for hvidvask af særlig grov beskaffenhed for knap to millioner kroner ved blandt andet at overføre kontanter, der stammede fra prostitution, til en anden person.

De penge blev brugt til at betale husleje for bordellerne eller sendt til udlandet.

Kvinden blev også dømt for dokumentfalsk, fordi hun har lavet falske ansættelseskontrakter for at få prostituerede kvinder ind i landet, ligesom hun også er dømt for bedrageri overfor sit forsikringsselskab.

Det regionale medie jv.dk har tidligere omtalt den dømte som en modediva fra Esbjerg.

I retten har hun nægtet sig at have styret og organiseret, hvad der foregik på bordellerne.

Hun har ifølge jv.dk sagt, at hendes rolle var beskeden. Hun var blot telefonpige, der hjalp de prostituerede med annoncer, lokaler og andre ting.

Kvinden er ifølge radiostationen 24syv statsløs og en del af rohingya-folket. Hun kom til Danmark som barn. Hendes forældre var flygtet fra Myanmar.

Hun overvejer, om hun vil anke dommen eller ej. Gør hun det, skal landsretten vurdere sagen på ny.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.