Kvinde er fængslet for livsfarligt knivstik - tidligere dømt for vold
Københavns Byret ser risiko for gentagelse af farlig kriminalitet, hvis 36-årig kvinde sættes på fri fod.
En kvinde, der tidligere er straffet for vold, er torsdag igen sendt bag tremmer. Politiet sigter hende for at ville dræbe en 39-årig mand i en lejlighed i København onsdag sidst på eftermiddagen.
Manden blev stukket tre gange med kniv. Det ene ramte ham i ryggen. Lungen blev perforeret, og der opstod en kraftig blødning. Hvis han ikke var kommet i behandling, havde han været i fare for at dø.
Det fremgår af en sigtelse, som torsdag er blevet læst op i et grundlovsforhør i Københavns Byret med den anholdte 36-årige kvinde.
I retsmødet ønskede hun ikke at svare på spørgsmål. Hun følte sig forvirret. Men det kom frem, at hun nægter sig skyldig.
Retsmødet endte med, at dommeren besluttede at varetægtsfængsle hende i 27 dage.
I begrundelsen indgår blandt andet kvindens fortid. Dommeren vurderer, at der er fare for, at hun på ny vil begå personfarlig kriminalitet, hvis hun løslades.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.