Forsvundet kvinde fundet: Nu er hendes ledsager løsladt
Efterlysning af svensk personbil i forbindelse med 78-årig kvinde gav bonus
Opdateret 10. marts 2025 kl. 09:28
Hun forsvandt natten til onsdag fra sygehuset i Thisted i selskab med en 57-årig mand.
Siden har den 78-årige kvinde været efterlyst af Midt- og Vestjyllands Politi, fordi hun er behandlingskrævende, men indtil fredag eftermiddag var der ingen spor af den ældre kvinde og hendes ledsager.
Men da Midt- og Vestjyllands Politi fredag efterlyste en hvid svensk personbil, kom der skred i tingene.
En politipatrulje fra Nordjyllands Politi lokaliserede tilfældigvis omkring kl. 16 den efterlyste bil i nærheden af Vestre Bådelaug i Aalborg.
Det bekræfter vagtchef Christian Tilsted til Nordjyske.
- Vi har hånd i hanke med begge personer, siger Christian Tilsted og tilføjer, at der blev tilkaldt både ambulance og læge til stedet.
Hos Midt- og Vestjyllands Politi bekræfter vagtchef Jens Claumarch, at den efterlyste kvinde er fundet. Og at hun atter er indlagt - i første omgang på Aalborg Universitetshospital.
- Hun skal tilbage til hospitalet for at få den behandling, hun har brug for. Om hun så senere skal overflyttes til Thisted, kan jeg ikke svare på, siger vagtchefen.
Midt- og Vestjyllands Politi sendte en patrulje på vej til Aalborg for at afhøre den 57-årige mand.
- Vi skal have fundet ud af, om hun er gået frivilligt med ham - eller om der er tale om en form for kidnapning. Og om hun er i en tilstand, hvor han burde have indset, at hun har været i fare, lød det først fra vagtchefen.
Efter endt afhøring er det besluttet at løslade den 57-årige mand, oplyser Jens Claumarch fredag aften.
Det står dermed klart, at manden ikke bliver sigtet for noget kriminelt.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.