Krimi

Kvinde i kørestol tiltalt for at være skyld i cyklists død

Anklagemyndigheden kræver en 49-årig kvinde straffet med bøde for uagtsomt manddrab i trafikken.

En kvinde i kørestol var efter anklagemyndighedens opfattelse skyld i, at en cyklist mistede livet i en ulykke i Brønshøj i København.

Anklagemyndigheden ved Københavns Politi har rejst tiltale mod den 49-årige kvinde, som førte kørestolen, og kræver hende idømt en bødestraf efter lovens bestemmelse om uagtsomt manddrab.

Ritzau har fået kopi af anklageskriftet i sagen, som efter planen bliver behandlet i et retsmøde ved Retten på Frederiksberg den 11. november.

Ulykken skete om eftermiddagen den 4. februar i krydset mellem Korsager Allé og Merløsevej i den københavnske bydel.

Kvinden, som har adresse i området, foretog ifølge anklageskriftet i sin kørestol et ureglementeret venstresving og kolliderede med cyklisten, der væltede og efterfølgende afgik ved døden på grund af sine kvæstelser.

Den 49-årige kvinde har efter anklagemyndighedens opfattelse ikke optrådt hensynsfuldt og har ikke udvist agtpågivenhed, som det kræves i færdselsloven, og er derfor anklaget for uagtsomt manddrab.

Hvor visse sager om uagtsomt manddrab i trafikken kan udløse endog meget strenge fængselsstraffe - for eksempel når der er tale om narko- eller spirituskørsel - så er straffen, hvor der er tale om manglende agtpågivenhed og hensynsfuldhed, markant lavere og aldrig højere end fængsel i fire måneder.

I sagen fra Brønshøj er der alene tale om en bødepåstand - bødekravets størrelse fremgår ikke af sagens anklageskrift.

Den tiltalte kvinde nægter sig skyldig.

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden