Politi

Kvinde på 33 år fundet død i Mårslet: Mandlig bekendt er anholdt

Opkald til 112 om død kvinde førte til større udrykning. Området nær hus i Mårslet er spærret af.


Opdateret kl. 14:04

En kvinde på 33 år blev lørdag morgen fundet død i Mårslet syd for Aarhus, og politiet efterforsker sagen som et drab.

En 29-årig mand er blevet anholdt i sagen. Han er bekendt af kvinden, oplyser Østjyllands Politi.

Det var lørdag morgen klokken 7.22, at politiet efter et opkald til 112 rykkede ud til adressen.

Et område ved det hus, hvor kvinden blev fundet, er blevet afspærret, og der rykkede også kriminalteknikere ud til stedet. Her satte politiet i øvrigt også en drone i luften i forbindelse med efterforskningen.

Hvilken relation den anholdte mand har til kvinden, har politiet i en pressemeddelelse lørdag ved middagstid ikke givet oplysninger om.

Østjyllands Politi siger, at mistanken om drab bygger på en foreløbig vurdering. Men man går ikke i detaljer.

- Da politiet ankom til stedet, var der nogle omstændigheder, der gjorde, at dødsfaldet blev betragtet som mistænkeligt, lyder det.

Først sent lørdag eftermiddag forventer betjentene at være til vejs ende i arbejdet med indsamle spor i sagen i og ved huset i Mårslet.

De pårørende til den 33-årige er blevet underrettet, oplyser politiet.

Siden årsskiftet er fem kvinder blevet dræbt. Den mest omtalte sag drejer sig om dem 22-årige Mia Skadhauge Stevn fra Nordjylland.

I de fire øvrige tilfælde vurderer politiet, at forbrydelsen blev begået af mænd, der var enten samlever, kæreste eller ægtemand.

I år er fem mænd blevet ofre for drab. Tre af disse tilfælde forbindes af politiet til konflikter i bandemiljøerne. I den seneste sag fra Viby J. ved Aarhus var offeret en ung mand, der ifølge politiet intet havde med miljøerne at gøre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden