29-årig blev brutalt dræbt foran sin gadedør i Fjerritslev. Nu er kvinde og to mænd tiltalt
En 29-årig mand blev mødt af slag med baseballbat og knivstik, da han trådte ud fra sit hjem i Fjerritslev
Opdateret kl. 10:16
Efter anklagemyndighedens opfattelse var en ung kvinde på 24 år indforstået med, at den 29-årige mand en tidlig morgen i november sidste år skulle trække vejret for sidste gang foran sin hoveddør i Vestergade i Fjerritslev.
Sammen med to mænd er hun nu blevet tiltalt efter straffelovens bestemmelse om manddrab.
Det fremgår af sagens anklageskrift, som Ritzau har fået aktindsigt i.
Efter at den dræbte kom ud på fortovet fra sit hjem kort før klokken 05 om morgenen den 3. november, blev han mødt af flokken af nu tiltalte personer.
Ifølge anklageskriftet i sagen var kvinden bevæbnet med et baseballbat. Som den første gik hun til angreb på den 29-årige mand og slog ham i hovedet, lyder påstanden fra anklagemyndigheden.
Offeret blev derefter ramt af knivstik - først i brystet og så i ryggen - hvilket medførte dødelige skader på den ene lunge, fremgår det af anklageskriftet.
Internt opgør
Efter anklagemyndighedens opfattelse var det en i dag 46-årig mand, som førte kniven.
En tredje mand, som i dag er 33 år, var ligeledes til stede.
Hans rolle var ifølge anklageskriftet, at han "foranledigede" offeret til at komme udenfor, men det er i anklageskriftet ikke nærmere beskrevet, hvordan han gjorde det.
Efter drabet beskrev politiet sagen som et internt opgør mellem personer, der i forvejen kendte hinanden.
Ekstra Bladet talte efter drabet med kilder i omgangskredsen til den dræbte og de nu tiltalte og kunne i den forbindelse beskrive, at kvinden og den i dag 46-årige mand på gerningstidspunktet var kærester.
Alle tiltalt
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger dengang var parret taget til stedet sammen med den 33-årige på grund af en konflikt mellem den dræbte og den 33-åriges lillebror.
Det fremgår af anklageskriftet, at den 33-årige stod få meter fra det voldelige opgør mellem kæresteparret og den dræbte, men det er anklagemyndighedens opfattelse, at alle tre handlede i forening ud fra en forudgående aftale eller fælles forståelse.
Derfor er alle tiltalt for drab, uanset hvilken konkret rolle de måtte have haft i opgøret.
Den 33-årige var den første, som blev anholdt i sagen. Det skete få timer efter drabet på en adresse tæt ved gerningsstedet. I den forbindelse beslaglagde politiet et baseballbat.
En anden mand blev også anholdt, men han skulle siden vise sig ikke at have forbindelse til drabet.
Efterlyste kæresteparret
Politiet efterlyste efterfølgende kæresteparret og truede i en pressemeddelelse med at offentliggøre deres identitet, hvis ikke de meldte sig selv.
Et par timer senere blev de begge anholdt på en parkeringsplads ved et supermarked i Brovst. Her var de i besiddelse af en dolk samt en foldekniv.
Alle har siden anholdelsen siddet varetægtsfængslet i sagen, og kæresteparret opholder sig i hver sit arresthus i Nordjylland.
Den 33-årige mand befinder sig på en psykiatrisk afdeling.
Anklagemyndigheden har i sagen nedlagt påstand om, at han på grund af utilregnelighed som følge af sindssygdom eller tilsvarende dømmes til anbringelse på en psykiatrisk afdeling.
Nægter sig skyldige
Påstanden mod kæresteparret er derimod en almindelig fængselsstraf. Hvor lang den efter anklagemyndighedens opfattelse bør være, oplyses først, hvis de kendes skyldige.
Udgangspunktet for straf i drabssager er 12 års fængsel.
Sagen indledes til marts ved Retten i Hjørring, og der ventes dom 14. april.
De tiltalte nægter sig skyldige i den rejste tiltale.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.