Krimi

Kvinde sigtes for at angribe naboer og bide mand i øret på Djursland

En mand mistede en del af øreflippen ved overfald juledag i Knebel på Djursland. 52-årig kvinde er anholdt.

Østjyllands Politi rykkede juledag ud til en adresse i Knebel på Djursland, hvor et par var blevet overfaldet af deres nabo. Fredag fremstilles naboen i grundlovsforhør. (Arkivfoto).
Østjyllands Politi rykkede juledag ud til en adresse i Knebel på Djursland, hvor et par var blevet overfaldet af deres nabo. Fredag fremstilles naboen i grundlovsforhør. (Arkivfoto). Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:23

En 52-årig kvinde er blevet sigtet for flere tilfælde af grov vold, efter at hun torsdag overfaldt sine naboer i Knebel på Djursland.

Det skriver Østjyllands Politi i sin døgnrapport.

Ved overfaldet blev naboerne - en kvinde og en mand - slået med en stavlygte, og manden blev bidt i øret og mistede en del af øreflippen.

I første omgang var det kvinden, der blev overfaldet, hvorefter den 52-årige kvinde forlod stedet. Det er uklart, hvordan overfaldet udspillede sig.

Mens nabokvinden ringede til politiet for at anmelde overfaldet, kom gerningskvinden retur - denne gang med en stavlygte.

Lygten brugte hun til at slå naboparret, og under tumulten på stedet blev den mandlige beboer bidt i øret.

- Det lykkedes for beboerne at fastholde gerningskvinden indtil politiet ankom til stedet og fik anholdt kvinden, skriver Østjyllands Politi.

Overfaldet udspillede sig omkring klokken 13 i Knebel, der ligger på det sydlige Djursland.

Hvad motivet var til overfaldet, fremgår ikke.

Den 52-årige kvinde har fredag formiddag været fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Randers. Her valgte dommeren at varetægtsfængsle hende i fire uger.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden