Kvinde udsat for tricktyveri på p-plads

Engelsktalende mand ville spørge om vej - men formålet var et helt andet

FREDERIKSHAVN:En 66-årig kvinde blev lørdag eftermiddag udsat for tricktyveri på parkeringspladsen ved Meny på HC Ørstedsvej i Frederikshavn. 

Det oplyser politikommissær Peter Skovbak, Nordjyllands Politi i Frederikshavn.

- Kvinden blev antastet ved sin bil på parkeringspladsen af en engelsktalende mand, der angiveligt ville spørge om vej. Mens han på den måde afledte kvindens opmærksomhed, lykkedes det en medgerningsmand at snuppe kvindens tegnebog, som hun havde lagt på bilens forsæde, forklarer politikommissæren.

Peter Skovbak fortæller, at det er en forholdsvis kendt metode, som tricktyvene har anvendt.

- Vi har set den type tyverier en del gange før. Men det er dog et stykke tid siden sidst. Jeg kan kun opfordre folk til at være meget opmærksomme, hvis de antastes af folk, der vil spørge om vej. Det kan altså være forspillet til et tricktyveri, konstaterer Peter Skovbak.

Han har ikke yderligere beskrivelser af den mand, der antastede kvinden - ej heller medgerningsmanden. 

Politikommissæren hører gerne fra vidner, der måtte have set noget omkring gerningstidspunktet, der altså var lørdag klokken cirka 13.40 på p-pladsen ved Meny i Frederikshavn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden