Lars Findsen holder fast i at sagen mod ham er vanvittig

Den nu tiltalte hjemsendte FE-chef undrer sig over, at myndighederne ikke henvendte sig tidligere i forløbet.

- Jeg har tidligere kaldt sagen vanvittig. Det er der ingen grund til at korrigere, siger den hjemsendte FE-chef Lars Findsen, efter at anklagemyndigheden har tiltalt ham for læk at statshemmeligheder. (Arkivfoto). <i>Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix</i>

- Jeg har tidligere kaldt sagen vanvittig. Det er der ingen grund til at korrigere, siger den hjemsendte FE-chef Lars Findsen, efter at anklagemyndigheden har tiltalt ham for læk at statshemmeligheder. (Arkivfoto). Ida Guldbæk Arentsen/Ritzau Scanpix

- Jeg har betegnet sagen og dens håndtering som vanvittig. Efter nu at have set det korte anklageskrift, som man har brugt syv måneder på, er der ingen grund til at korrigere mine tidligere udtalelser.

Sådan lyder det fredag i en udtalelse, som den hjemsendte chef for Forsvarets Efterretningstjeneste (FE), Lars Findsen, har sendt til Ritzau.

Reaktionen kommer, efter at anklagemyndigheden tidligere på dagen oplyste, at man har rejst tiltale mod den hjemsendte FE-chef for at lække statshemmeligheder.

Lækkerne skal være sket over for seks personer - herunder to journalister - i de 16-17 måneder, Lars Findsen var hjemsendt og fritaget fra tjeneste.

Hjemsendelsen skete i august 2020. FEs ledelse blev hjemsendt da Tilsynet med Efterretningstjenesterne (TET) luftede en formodning om lovbrud i FE.

Siden blev en undersøgelseskommission nedsat. Men den kom i december 2021 frem til, at der ikke var grundlag for at kritisere hverken FE eller enkelte medarbejdere. Få dage forinden var Lars Findsen dog anholdt.

Lars Findsen understreger, at han var uenig i "den uigennemtænkte håndtering af tilsynssagen".

Beslutningen om at hjemsende FE's ledelse blev ifølge Lars Findsen truffet i statsministeriet, inden man havde læst tilsynets analyse.

- Og jeg undrer mig fortsat - ud fra en faglig synsvinkel - dybt over, hvorfor der ikke tidligere i forløbet blev rakt ud til mig og andre, hvis man virkelig havde en reel bekymring for, at hemmelige oplysninger blev røbet på skadelig vis - eller hvis man i øvrigt havde en oplevelse af, at der var noget man ikke forstod, skriver Lars Findsen.

Ifølge Lars Findsen er der i anklageskriftet intet nyt i forhold til det, han oprindeligt blev præsenteret for.

Han påpeger desuden, at han i de sidste 20 år har siddet i kernen af Danmarks sikkerheds- og efterretningsapparat, og at han i tre forskellige egenskaber har deltaget i nærmest samtlige møder i Folketingets Kontroludvalg i samme periode.

- I hele min tjenestetid samt under min hjemsendelse har jeg kun været optaget af at varetage Danmarks sikkerhedsmæssige interesser, skriver Lars Findsen i sin udtalelse.

- For mit eget vedkommende ser jeg derfor med sindsro frem mod en prøvelse af anklagemyndighedens grundlag.

Lars Findsen understreger desuden, at regeringens og "visse myndigheders" håndtering af sagen mod ham og andre allerede har gjort stor skade på både FE's organisation, funktionsevne og renommé.

Desuden mener han, at sagen er egnet til at skabe langvarig mistillid til PET og dele af politiet og anklagemyndigheden.

- Og det har i sandhed været en både chokerende og intimiderende proces og fremgangsmåde, der har været lagt for dagen fra både regeringens og visse myndigheders side - og som både jeg selv, min børn og nærmeste har været udsat for, lyder det fra Lars Findsen

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.