Løbsansvarlig: Tiltalt for ulykke med cykelløb kørte nonchalant
En 25-årig mand havde en tilbagelænet stil, da han kom kørende på elcykel før ulykke med cykelfelt i Hvidovre.
Opdateret kl. 14:23
En 25-årig mand, der er tiltalt for at påkøre et cykelfelt i Hvidovre sidste år med alvorlig personskade til følge, kørte på en nonchalant måde inden ulykken.
Det siger et vidne i Retten i Glostrup mandag, hvor sagen mod den 25-årige er blevet indledt.
Vidnet er formand for Hvidovre Cykle Klub og var ansvarlig for løbet 7. september.
- Der bliver kørt meget stærkt. Jeg sagde, at det var en meget nonchalant måde at køre cykel på, siger vidnet.
- Der blev kørt med en meget tilbagelænet stil, samtidig med at der bliver kørt meget stærkt.
Efter at formanden for cykelklubben så den tiltalte, var manden på elcykel involveret i en ulykke med feltet i cykelløbet. To personer kom alvorligt til skade - en af dem er lam i dag.
Den 25-årige er tiltalt for bevidst at have påkørt cykelrytterne i Hvidovre 7. september sidste år.
Han er også tiltalt for at have kørt på en uindregistreret stor knallert. Manden var kørende på en elcykel af mærket Mate.
Cyklen kan køre, selv om der ikke trædes i pedalerne, og den kan køre mere end 30 kilometer i timen.
Den løbsansvarlige siger i retten, at han mener, at den 25-årige kom kørende med 40 kilometer i timen.
I anklageskriftet lyder det også, at den 25-årige kørte med 40 kilometer i timen, da ulykken skete.
En trafikofficial vidner også mandag. Hun har fået uddannelse i at styre trafik. Hun så også den tiltalte komme kørende i høj fart.
- Jeg holder især øje med elcykler, fordi de kan komme med høj fart. Til alle elcykler signalerer jeg, at de skal sænke farten, forklarer hun.
Og det var ingen undtagelse, da den tiltalte kom kørende. Kvinden siger, at hun er sikker på, at han så hende, fordi hun sørgede for at få øjenkontakt med alle.
Den 25-årige har tidligere mandag forklaret, at han ikke vidste, at der var cykelløb i Hvidovre den dag, og at han først så en flagpost, få sekunder inden ulykken skete.
En mand, der var flagpost på dagen, forklarer i retten, at han på afstand så ulykken.
- Der sker et ordentligt brag, og folk råber og skriger, siger han.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.