Mand sigtet for at skyde buk på boldbane
Hos 67-årig fandt politiet flere rifler og ammunition. Manden havde tilladelserne i orden.
Politiet i Østjylland har sigtet en 67-årig mand for at have skudt en råbuk på en boldbane ved Fuglsangvej i Grenaa. Det var en anden mand, som anmeldte skytten til politiet.
Østjyllands Politi oplyser i sin døgnrapport mandag, at den 67-årige er sigtet for overtrædelse af jagtloven.
Anmelderen var sammen med en ven ude på en aftenspadseretur, da de hørte et skud. Skuddet kom fra en bil, som holdt med front mod boldbanen.
Føreren af bilen kørte straks efter fra stedet, men først skyndte han sig ifølge anmelderen at pakke noget væk, lyder det i døgnrapporten.
Anmelderen fik dog noteret bilens nummerplade ned, og klokken 21.42 ringede han til politiet.
Ifølge anmelderen faldt råbukken om på boldbanen efter skuddet. Dog formåede den at rejse sig og forsvinde fra stedet. En hundefører fra politiet forsøgte efterfølgende at opspore den, men uden held.
På baggrund af det registreringsnummer, som anmelderen oplyste, fandt politiet frem til en 67-årig mand. I hans bil var der noget ammunition, og indenfor havde han flere rifler og et haglgevær.
Manden havde ifølge Østjyllands Politi tilladelse til samtlige våben. Den ene af riflerne tog patruljen med for at få den undersøgt nærmere.
/ritzau/
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.