Krimi

Kvinde på 65 år blev et tilfældigt drabsoffer i Grønland

Kvinde blev slået og sparket i Nanortalik. Også på grund af kulden afgik hun ved døden.


Opdateret kl. 18:33

En mand er blevet dømt for med spark og slag at have dræbt en kvinde på 65 år i Nanortalik sidste år.

Manden, der er 27 år, er torsdag blevet dømt til anbringelse i en anstalt i syv år og seks måneder.

Han var beruset, og der var ingen forudgående forbindelse mellem ham og kvinden, oplyser anklagerfuldmægtig Cecilie Stürup Sørensen i en pressemeddelelse fra Grønlands Politi.

- Det virker tilfældigt, at hun skulle blive offer i denne sag, siger hun.

Den 27-årige har modtaget dommen, der er afsagt af Kujalleq Kredset, oplyser anklagemyndigheden.

Forbrydelsen fandt sted i februar sidste år. Kvinden blev fundet livløs i et udendørs areal. Hun var blevet udsat for slag og spark, skrev mediet Sermitsiaq forleden om sagen.

I kombination med kulden betød volden, at den 65-årige afgik ved døden.

I Grønland er det sædvanligt, at et drab som udgangspunkt medfører en dom til anbringelse i anstalt i syv år.

Men i denne sag har den 27-årige også begået anden kriminalitet. For eksempel havde han haft samleje med en pige under 12 år, har Sermitsiaq oplyst.

I den grønlandske kriminallov er der ikke ord om fængsel. I stedet foregår frihedsberøvelsen i en anstalt. Den maksimale længde af en tidsbestemt anbringelse er ti år. Et nyt lovforslag vil bane vejen for, at loftet sættes op til 16 år.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden