Krimi

Chauffør fra Flextrafik blev stukket med kniv ved sygehus

27-årig mand er i kritisk tilstand efter knivstikkeri. Uligevægtig kunde er anholdt efter stor eftersøgning.

Gerningsstedet ved Roskilde Sygehus torsdag morgen den 27. marts 2025. Chauffør fra Flextrafik er i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv ved Roskilde Sygehus torsdag morgen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.
Gerningsstedet ved Roskilde Sygehus torsdag morgen den 27. marts 2025. Chauffør fra Flextrafik er i kritisk tilstand efter at være blevet stukket med kniv ved Roskilde Sygehus torsdag morgen. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse. Steven Knap/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 13:38

En chauffør fra Flextrafik blev tidligt torsdag morgen overfaldet med kniv ved Roskilde Sygehus. Den 27-årige mand blev ramt i halsen, oplyser politiet.

Umiddelbart mener politiet, at der var tale om et forsøg på at dræbe chaufføren. Efter en times tid lykkedes det for betjente at anholde en mistænkt i sagen.

Vedkommende, der er 41 år, blev pågrebet efter at have knust en rude i Sankt Hans Gade.

I et grundlovsforhør blev han sigtet for drabsforsøg og fængslet frem til 24. april.

I eftersøgningen deltog flere hundepatruljer samt en helikopter fra Forsvaret. Også togdriften blev stoppet i forbindelse med politiets forsøg på at finde gerningsmanden.

Manden er af Midt- og Vestsjællands Politi beskrevet som en tilsyneladende psykisk uligevægtig mand.

Knivoverfaldet skete kort før klokken 04. Chaufføren skulle køre den 41-årige til sygehuset, men af ukendte årsager trak passageren en kniv.

Offeret meldes ved 11-tiden i kritisk - men stabil - tilstand.

Flextrafik er en del af den kollektive trafik. Brugere kan selv bestille ture.

Hos politiet har man besluttet at gennemføre en tryghedsskabende indsats i Roskilde efter den voldsomme hændelse, fremgår det af pressemeddelelsen.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Forsiden