Krimi

Mand får 14 år og fire andre går fri i sag om drabsforsøg

26-årig mand idømmes 14 års fængsel og opholdsforbud i ti år i kommune for drabsforsøg med pistol i Holbæk.


Opdateret kl. 16:28

Retten i Holbæk frifinder fire personer og kender en person skyldig i en sag om drabsforsøg i Apotekerhaven i Holbæk.

Den dømte er en 26-årig mand, der idømmes 14 års fængsel og et 10 år langt opholdsforbud i Holbæk kommune.

Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

De fem personer var tiltalt for forsøg på at dræbe en 23-årig mand, der blev ramt af skud i ryggen om aftenen 30. januar sidste år.

Han blev skudt i sin lejlighed i Apotekerhaven i Holbæk.

30. januar sidste år blev en mand, mens han befandt sig i sin lejlighed i Apotekerhaven i Holbæk, ramt af et skud i ryggen.

Fire af de tiltalte har ifølge rettens vurdering haft forskellige roller som vagter og chauffører, men beviserne har ikke været stærke nok, til at de kunne dømmes for medvirken til drabsforsøget.

Politiet har tidligere oplyst, at skuddet blev affyret ind gennem vinduet til den 23-årige mands lejlighed.

Retten i Holbæk slog onsdag fast, at drabsforsøget skete som led i en konflikt mellem forskellige grupperinger i byen, siger specialanklager John Catre Nielsen i meddelelsen.

Efter drabsforsøget 30. januar blev der indført en visitationszone i den vestsjællandske by.

21. februar blev syv mænd idømt samlet 32 års fængsel for at have været i besiddelse af fem pistoler, der var skjult forskellige steder i Ladegårdsparken i Holbæk.

Ransagningerne, der ledte til fundet af de fem pistoler, fandt sted som led i visitationszonen.

11. marts blev yderligere to mænd dømt for at have gemt en pistol i en barnevogn i forbindelse med konflikten.

Den 26-årige dømte overvejer, om han vil anke dommen, skriver politiet.

En enkelt af de fire andre tiltalte blev ved samme retsmøde fundet skyldig i to røverier i Rødovre og Himmelev ved Roskilde.

Han blev dømt til anbringelse på psykiatrisk afdeling.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden