Mand fik skåret sit øre af - hollandsk statsborger efterlyses

Københavns Politi har sendt efterlysning til medier i Sverige, Norge, Tyskland, Holland og Storbritannien.

Københavns Byret har onsdag eftermiddag bestemt, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den efterlyste Yahye Mohamed Omar i sagen om et brutalt overfald i Silkegade søndag formiddag. (Arkivfoto). <i>Nils Meilvang/Ritzau Scanpix</i>

Københavns Byret har onsdag eftermiddag bestemt, at der er grundlag for at varetægtsfængsle den efterlyste Yahye Mohamed Omar i sagen om et brutalt overfald i Silkegade søndag formiddag. (Arkivfoto). Nils Meilvang/Ritzau Scanpix

En ung hollandsk statsborger efterlyses af politiet i sagen om et overfald på en mand i Silkegade i København søndag.

Offeret fik blandt andet skåret sit venstre øre af og fik skåret sin kind op, oplyser Københavns Politi onsdag. Forbrydelsen skete på et lejlighedshotel.

Den efterlyste er den 24-årige Yahye Mohamed Omar. Måske befinder han sig i udlandet, mener politiet, der også har udsendt en engelsksproget omtale af sagen.

Manden befinder sig muligvis i Sverige, Norge eller i det nordlige Tyskland.

- Men da den mistænkte er hollandsk statsborger og har bånd til Storbritannien, så søger vi ham også i de lande, siger politikommissær Kenneth Jensen i en pressemeddelelse.

Københavns Politi har desuden delt efterlysningen med medier i fem lande.

- Det var et særdeles brutalt overfald, så vi har en intensiv efterforskning for at få Yahye Mohamed Omar bag tremmer. Vi har et godt samarbejde med vores kolleger i udlandet, men har også brug for borgernes hjælp, siger politikommissæren.

Politiet anholdt tirsdag en 20-årig mand. Han sigtes både for at have deltaget i overfaldet i Silkegade og for drabet på en 28-årig mand i et hotel i Strandgade i weekenden.

Denne mand er blevet varetægtsfængslet af en dommer i Københavns Byret onsdag.

Her har dommeren samtidig vurderet politiets materiale mod Yahye Mohamed Omar.

Resultatet er, at der er grundlag for en kendelse om varetægtsfængsling in absentia - altså uden at personen selv er til stede.

Kendelsen indebærer, at der kan udstedes en europæisk arrestordre.

Hvis Omar pågribes i udlandet og føres til Danmark, skal han inden 24 timer fremstilles for en dommer.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.