Politi

Mand mister livet efter fald fra Møns Klint

De pårørende er orienteret, efter en mand torsdag mistede livet ved Møns Klint.

En mand er formentlig faldet ud fra Møns Klint torsdag eftermiddag. Han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, men døde senere. (Arkivfoto).
En mand er formentlig faldet ud fra Møns Klint torsdag eftermiddag. Han blev fløjet til behandling på Rigshospitalet, men døde senere. (Arkivfoto). Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:06

En mand har mistet livet efter et fald fra Møns Klint.

Det oplyser Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi på Twitter torsdag aften.

Første melding sent torsdag eftermiddag var, at manden var blevet fløjet til Rigshospitalet med svære kvæstelser. Siden er han dog afgået ved døden.

Forbipasserende slog alarm, da de fandt manden liggende på stranden, oplyste vagtchef Lars Denholt.

- Han bliver fundet liggende på stranden, og vi formoder, at han er faldet ned fra klinten, sagde vagtchefen tidligere.

Politiet var efter ulykken til stede ved lokaliteten for at tale med personer, der eventuelt kendte den omkomne, og som måske havde set, hvad der skete.

Sent torsdag aften oplyser politiet på Twitter, at manden formentlig er identificeret, og de pårørende er orienteret. Politiet oplyser ikke noget om mandens alder, eller hvor han kom fra.

Politiet har ingen mistanke om, at der skulle være foregået noget kriminelt, men beskriver sagen som "en tragisk hændelse".

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden