Politi

Femte drab i Grønland i år - mand dræbt i Tasiilaq

En person er tilbageholdt i en drabssag på Grønland. Politiet arbejder på at identificere afdøde.

Grønlands Politi efterforsker den femte drabssag i år. En mand er fundet dræbt i Tasiilaq.
Grønlands Politi efterforsker den femte drabssag i år. En mand er fundet dræbt i Tasiilaq. Emil Helms/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 23:50

En mand er natten til tirsdag fundet dræbt i Tasiilaq i det østlige Grønland.

Det oplyste Grønlands Politi i en pressemeddelelse tidligere tirsdag.

Politiet fik anmeldelsen om en dødfunden person på en adresse i Tasiilaq natten til tirsdag klokken 02.

- Politiet rykkede ud til stedet. Ved politiets ankomst og på baggrund af omstændigheder og efterforskning kunne det klarlægges, at der var tale om et drab, skrev politiet.

Det arbejder fortsat på at identificere den afdøde.

En mand blev anholdt, lød det tidligere fra politiet, der var i gang med yderligere efterforskning i sagen.

Han er efter grundlovsforhøret blevet tilbageholdt i foreløbigt 28 dage. Det oplyser Grønlands Politi i en pressemeddelelse tirsdag aften dansk tid.

Grønlands Politi er i kontakt med efterforskere fra Danmark, der vil assistere med efterforskning i sagen.

Politiet havde tirsdag afspærret et område ved Naasuliartarpimmut i Tasiilaq. Borgere blev bedt om at respektere afspærringen og give politiet arbejdsro på stedet.

Det er den femte drabssag i Grønland i år. Det er omtrent det antal drab, der gennemsnitligt er hvert år i landet, der har omkring 56.000 indbyggere.

Tidligt om morgenen på årets første dag fik politiet en anmeldelse om et muligt drab på en 42-årig mand i Sermiligaaq i Østgrønland. En 18-årig mand, der er i familie med offeret, blev tilbageholdt og mistænkt for drab.

Nogle dage senere blev en 48-årig mand fundet død i en lejlighed i Tasiilaq, og en 41-årig kvinde blev sigtet og anholdt.

Senere i januar blev en 57-årig mand dræbt af skud med en riffel i Niaqornat i det vestlige Grønland, og en person blev anholdt og mistænkt for drab.

I marts blev en 56-årig kvinde fundet dræbt i Sisimiut i Vestgrønland, og en yngre mand blev tilbageholdt og mistænkt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden