domstol

Mand kom hjem med flere kilo narko i cykelkurven

En 31-årig mand er idømt 13 års fængsel for besiddelse og salg af 42 kilo hård narko. Han ankede på stedet.

En 31-årig mand er dømt for besiddelse af 42 kilo heroin og kokain, som han ad flere omgange modtog fra en hollænder og fragtede hjem til Lyngby i sin cykelkurv. Han ankede på stedet dommen til landsretten. (Arkivfoto).
En 31-årig mand er dømt for besiddelse af 42 kilo heroin og kokain, som han ad flere omgange modtog fra en hollænder og fragtede hjem til Lyngby i sin cykelkurv. Han ankede på stedet dommen til landsretten. (Arkivfoto). Christian Charisius/Ritzau Scanpix

I maj kom en nu 31-årig mand cyklende hjem til sin bopæl i Lyngby med to kilo kokain, et kilo heroin og et kilo fyldstof til heroin i et indkøbsnet, der lå i hans cykelkurv.

Hvad, han ikke vidste, var, at politiet igennem længere havde overvåget den ejendom, han boede i, og da han parkerede sin cykel i baggården, blev han anholdt.

Mandag er han ved Retten i Lyngby idømt 13 års fængsel for besiddelse og salg af 42 kilo kokain og heroin.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet, NSK, i en pressemeddelelse.

NSK havde i et stykke tid mistænkt en gruppe hollandske statsborgere for at smugle store mængder narko til Danmark i forskellige tysk indregistrerede biler.

Under overvågningen af hollænderne blev efterforskerne opmærksomme på Kenneth Wagner Jacobsen, der to gange i starten af april mødtes med en af dem.

Ved begge møder fik han udleveret nogle tasker, som han kørte afsted med på sin cykel. Det fik politiet til at overvåge den ejendom, hvor Jacobsen boede.

Efterforskerne bemærkede, at Jacobsen flere gange bar tasker ind og ud fra ejendommen. På de samme dage var de tysk indregistrerede biler blevet observeret på Sjælland.

Da NSK i maj slog til og anholdt Jacobsen, fandt politiet udover de tre kilo narko i cykelkurven to kilo kokain i hans loftsrum.

Retten i Lyngby fandt det godtgjort, at der var enten kokain eller heroin i de tasker, som Jacobsen blev set med. Retten anslog derfor, at han havde været i besiddelse af i alt 42 kilo hård narkotika.

Det er nogle få kilo færre, end anklagemyndigheden ville have ham dømt for, men specialanklager Rasmus von Stamm er godt tilfreds med dommen.

- Retten har lagt til grund, at den dømte har været i besiddelse af store mængder narkotika, og det straffes hårdt, udtaler han i pressemeddelelsen.

- Dommen er et resultat en omfattende efterforskningsindsats og et godt samarbejde på tværs af politikredse.

Kenneth Wagner Jacobsen ankede på stedet dommen til Østre Landsret.

Sagerne mod de mistænkte hollændere kommer for retten på et senere tidspunkt.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden