Over ti millioner beslaglagt hos rengøringsfirma i sag om hvidvask
Betjente har ransaget i Gentofte og i Odsherred i forbindelse med sag mod mand og kvinde i rengøringsfirma.
Opdateret kl. 14:55
Politiet har beslaglagt kontanter og værdier for mere end ti millioner kroner i en sag, hvor en mand og en kvinde i en rengøringsfirma sigtes for at have købt falske fakturaer.
Det oplyser vicepolitiinspektør Peter Reisz i Københavns Politi.
Betjente gik fredag morgen i aktion på adresser i dels Gentofte og dels i Højby i Odsherred.
Samtidig blev der beslaglagt kontanter, indeståender på konti, værdipapirer og friværdier i de to sigtedes ejendomme.
De to anholdte i sagen er en mand på 54 år og en kvinde på 56.
Hvordan de stiller sig til sigtelsen, kan politiet fredag eftermiddag ikke oplyse. Men der er intet behov for at bede en dommer om at varetægtsfængsling, lyder det.
Ifølge en pressemeddelelse er aktionen rettet mod de såkaldte fakturafabrikkers kunder, altså et såkaldt A-selskab.
Siden efteråret 2023 skal manden og kvinden have købt fiktive fakturaer for mere end ti millioner kroner.
Gennem et såkaldt hawala-netværk har de senere fået pengene i hænderne. I andre sager om denne trafik skal man af med et gebyr. I hawala-systemet overføres penge uden om banker og myndigheder.
Politiet mener, at manden og kvinden har brugt kontanterne til at aflønne underleverandører for at unddrage moms og skat. Dette har gjort de to rengøringsfolk i stand til at underbyde konkurrenter.
Når betjentene er færdige med efterforskningen, skal anklagemyndigheden tage stilling til, om de to skal stilles for retten.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.