Krimi

Politiet beder om hjælp efter drab på 68-årig på landejendom

Obduktion har fastslået, at mand blev offer for en forbrydelse i Christiansfeld. Ingen er anholdt.


Opdateret kl. 16:03

En 68-årig mand, der mandag aften blev fundet død på en ejendom ved Christiansfeld, blev udsat for en forbrydelse.

Politiet oplyser onsdag eftermiddag, at undersøgelserne i sagen har fastslået, at der var tale om et drab.

- Obduktionen viser, at manden er blevet dræbt, udtaler vicepolitiinspektør Christian Skyt i en pressemeddelelse fra Sydøstjyllands Politi.

Det var ved 19.30-tiden mandag, at politiet fik melding om, at en mand var fundet død på en stor landejendom på Nefgårdvej.

Onsdag eftermiddag har politiet endnu ikke foretaget anholdelser i sagen.

Politiet håber på at få henvendelser fra borgere, hvis de har set noget mistænkeligt omkring Nefgårdvej i tidsrummet fra søndag aften klokken 18 og et døgns tid frem.

Også hvis man i øvrigt ligger inde med viden, ønsker politiet at høre nærmere, fremgår det af pressemeddelelsen.

Sagen efterforskes ved at gennemføre afhøringer, og både fysiske og digitale spor undersøges.

Hvordan den 68-årige blev dræbt, har politiet ikke frigivet oplysninger om.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden