32-årig på løbehjul slog mand ned på gaden og stjal hans julegaver

En 32-årig mand er fundet skyldig i umotiverede overfald i Aalborg midtby 2. juledag

 <i>Arkivfoto Torben Hansen</i>

Arkivfoto Torben Hansen

AALBORG:En 32-årig mand på et løbehjul ødelagde julefreden tidligt om morgenen 2. juledag sidste år i Aalborg midtby, da han helt umotiveret overfald en anden mand, og jagtede en ung kvinde med trusler om at voldtage hende.

Tirsdag blev den 32-årige så fundet skyldig i vold, tyveri og trusler, oplyser anklager Frederik Nielsen.

Det hele startede klokken 07.08, hvor den 32-årige mand på løbehjul fulgte efter den unge kvinde, mens han truede med at voldtage hende. Den skræmte kvinde forsøgte at flygte fra manden, der dog satte efter hende og begyndte at råbe "jeg vil voldtage dig". 

På Vesterbro fik kvinden øje på en familie, som var ude at gå en morgentur, og hun søgte tilflugt hos dem. Det lykkedes familie at skærme den unge kvinde fra den aggressive mand på løbehjul, som til sidst forlod stedet, fortæller anklageren.

Slog mand og stjal julegaver

Men manden var ikke færdig. Blot fire minutter senere befandt den 32-årige sig på Jyllandsgade lige over for politistationen, hvor han - helt umotiveret og uden at sige et ord - kørte direkte op til en 52-årig mand og slog ham i ansigtet. 

Den 52-årige, der havde været hjemme på julebesøg, var på vej til Kennedy Arkaden for at tage en bus til København, bar på en rygsæk fyldt med julegaver.

Efter overfaldet stjal den 32-årige mand på løbehjul rygsækken med julegaver og stak af mod Øgadekvarteret.

Afleverede rygsæk til politi

Efter overfaldet blev den 32-årige efterlyst med signalement og billede, og det medførte en del henvendelser fra borgere. Det var også på den måde, at politiet fandt ud af, at den unge kvinde havde været udsat for trusler samme morgen, fortæller anklager Frederik Nielsen.

Det var dog den 32-årige selv, der bidrog mest til opklaringen af de umotiverede gadeoverfald.

For allerede om eftermiddagen 2. juledag kom han ind på politistationen i Aalborg og afleverede rygsækken med julegaver, som han havde taget fra den 52-årige mand. Han nægtede dog at have noget med overfaldet at gøre og forklarede, at han bare havde fundet rygsækken.

Den troede politiet dog ikke helt på, og da signalementet passede på manden, rettede de efterforskningen mod ham.

Det førte efterfølgende til en sigtelse og tiltale, og at han nu er fundet skyldig i retten. Han er endnu ikke blevet idømt en straf, da han først skal mentalundersøges, oplyser anklageren.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.