Krimi

Mand sigtet for misbrug af CPR-register til drabsforsøg

NSK mistænker, at 27-årig mand brugte sin arbejdsplads til at finde oplysninger om personers adresser.

En tidligere kommunalt ansat er blevet anholdt og sigtet for at have misbrugt opslag i CPR-registret til at planlægge drabsforsøg i bandemiljøet. (Arkivfoto).
En tidligere kommunalt ansat er blevet anholdt og sigtet for at have misbrugt opslag i CPR-registret til at planlægge drabsforsøg i bandemiljøet. (Arkivfoto). Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 09:33

En tidligere ansat i Københavns Kommune er anholdt og sigtet for at misbruge opslag i CPR-registret til brug for planlægning af drab med tilknytning til bandemiljøet.

Det oplyser National enhed for Særlig Kriminalitet (NSK) i en pressemeddelelse onsdag morgen.

Der er tale om en 27-årig mand, der er onsdag er blevet anholdt og sigtet for en række forskellige forhold om personfarlig kriminalitet - herunder medvirken til drabsforsøg.

NSK mener, at manden gennem adgang fra sin tidligere arbejdsplads har misbrugt opslag i CPR-registret til at finde oplysninger om blandt andet konkrete personers adresser.

Oplysningerne er ifølge sigtelsen mod manden blevet solgt videre til kriminelle. Politiet mener, at de kriminelle har brugt oplysningerne til planlægning af afpresning og drab i bandemiljøet.

Ud over medvirken til afpresning og drabsforsøg er den 27-årig sigtet for videregivelse af fortrolige oplysninger under særligt skærpende omstændigheder.

- Vi mistænker, at den 27-årige har haft en nødvendig rolle i, at andre har kunnet begå flere straffelovsovertrædelser, blandt andet drabsforsøg, udtaler Henrik Andersen, der er politiinspektør i NSK, i pressemeddelelsen.

- Ved at lække personfølsomme oplysninger mod betaling har han ifølge vores mistanke muliggjort, at andre forbrydelser har kunnet finde sted. Det ser vi på med meget stor alvor og derfor vil den sigtede blive fremstillet i grundlovsforhør med henblik på at retten kan tage stilling til, hvorvidt der er grundlag for varetægtsfængsling af hensyn til retshåndhævelsen.

Grundlovsforhøret kommer til at foregå i Københavns Byret klokken 11.15 onsdag. Her vil anklagemyndigheden bede om lukkede døre.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden