Livsfarlig vold på Mors - nabo nægter drabsforsøg

Mulig nabostrid udviklede sig søndag voldsomt på Mors. En mand blev slået i hovedet adskillige gange

En 53-årig mand bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg.  <i>Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix</i>

En 53-årig mand bliver mandag fremstillet i grundlovsforhør sigtet for drabsforsøg.  Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

MORS:En 61-årige mand er mandag formiddag fortsat i kritisk tilstand efter et voldsomt overfald på åben gade et par kilometer nord for Nykøbing Mors søndag eftermiddag.

En 53-årig mand er anholdt og sigtes for drabsforsøg på den 61-årige.

Den 53-årige vil blive fremstillet i grundlovsforhør mandag eftermiddag.

Ifølge Midt- og Vestjyllands Politi var det angiveligt nabostridigheder, der udartede sig til brutal vold.

De to mænd bor på samme vej tæt på hinanden, og søndag ved 16.30-tiden slog den 53-årige den anden mand i hovedet flere gange med "et tungt redskab", ifølge politiet.

Med helikopter til sygehus

Et chokeret vidne så overfaldet ude på gaden og alarmerede politiet.

Den 61-årige mand var livsfarligt kvæstet, og han blev med helikopter fløjet til Aalborg Universitetshospital.

Søndag ved 17-tiden blev den 53-årige mand anholdt ikke langt fra gerningsstedet, oplyser vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet har natten til mandag afsluttet de tekniske undersøgelser på gerningsstedet.

Flere slag i hovedet

Hvad der præcist var årsag til det voldsomme overfald, er uklart, ud over at det er nabostridigheder, oplyser politiet.

- Der har tidligere været en enkelt sag om nabostrid mellem de to parter, men om det er det, der også ligger til grund her, arbejder vi på at få klarhed over. Den ene er blevet angrebet med en tung genstand og har fået tre-fire slag i hovedet, siger vicepolitikommissær Poul Fink fra Midt og Vestjyllands Politi til Ritzau.

Gerningsvåbnet er et redskab, men Poul Fink vil ikke uddybe hvilket. Han siger dog, at der ikke er tale om en sten.

Den 53-årige nægter sig skyldig i drabsforsøg. Han erkender dog, at der har været tumult.

Forsiden