tiltalt

Mand tiltalt for at levere sæd til kvinder uden tilladelse

Fra oktober 2017 til marts 2020 leverede en mand uden tilladelse sæd til kvinder i Danmark, lyder anklage.

Retten i Herning
Retten i Herning Henning Bagger/Ritzau Scanpix

En noget speciel sag skal for Retten i Herning senere i januar.

Her er en 54-årig mand tiltalt for at have distribueret sæd uden tilladelse. Det oplyser Midt- og Vestjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Tiltalen går på, at manden i en periode fra oktober 2017 til marts 2020 skal have transporteret og leveret sæd til kvinder i Danmark. Det er ifølge tiltalen sket uden at have tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, hvilket er en overtrædelse af vævsloven.

Håndtering af væv og celler – herunder sæd – må kun ske med tilladelse fra Styrelsen for Patientsikkerhed, oplyser politiet.

Det er blandt andet af hensyn til at sikre sundhed, kvalitet og sikkerhed hos de mennesker, der behandles med doneret væv og celler og for at sikre, at der ikke sker overførsel af sygdomme.

Manden er desuden tiltalt for at have fungeret som sæddonor fra mere end én sædbank, hvilket ikke er tilladt. Det skyldes, at man gerne vil sikre, at antallet af børn født af samme donor begrænses, og at der sker en geografisk spredning af graviditeter opnået med samme donor.

Det fremgår ikke af politiets meddelelse om sagen, hvordan det er lykkedes manden at blive sæddonor i flere sædbanker. Politiet skriver, at det ikke har yderligere oplysninger, før der er faldet dom.

Ifølge politiet risikerer manden en bøde på 100.000 kroner, såfremt han findes skyldig.

Retten behandler sagen 31. januar. Der ventes dom samme dag.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden