Maskinpistol, kemikalier og bombeopskrift var i hus i Holbæk
Tysk politi advarede i PET om terrortiltalte, og da politi ransagede hus i Holbæk, gjorde det skræmmende fund.
Kemikalier til bomber, bombemanualer, en maskinpistol, en riffel, walkietalkier, en kasket med skjult kamera, en paryk, øresnegle, en fjernstyret bil og en helt masse mobiltelefoner.
Listen af de fund, som politiet gjorde sig, da det i begyndelsen af februar sidste år slog til ved et hus i Holbæk er lang.
Onsdag redegør specialanklager John Catre for fundene i Retten i Holbæk. Her er sagen mod tre personer, der er tiltalt for terrorplaner, begyndt. De tiltalte er to syriske brødre og den ene brors hustru.
Ifølge John Catre var det tysk forbundspoliti, som i begyndelsen af sidste år slog alarm over for Politiet Efterretningstjeneste (PET) i Danmark, om køb af flere kilo kemikalier til en lejlighed i Dessau i Tyskland.
Det var angiveligt bestilt af en af de tiltalte - en nu 34-årig mand - og lejligheden tilhørte hans nu 37-årige bror. Tysk politi oplyste også, at der tidligere var der bestilt tændsnor og kemikalier til lejligheden.
Der var indikationer på, at brødrene befandt sig i Danmark, og i en stor anholdelsesaktion slog politiet til flere steder i Holbæk i begyndelsen af februar 2021.
I et hus gjorde politiet en lang række fund, som det mener, skulle bruges til terror et ikke nærmere bestemt sted. Blandt andet fandt man et stykke papir med det, der ifølge anklageren er en bombeopskrift.
- Ved nærmere undersøgelse af det, så man bogstaver og tal, og det kunne efter politiets opfattelse ligne en opskrift, siger John Catre.
Der blev i huset også fundet 16 kilo kemikalier, som ifølge eksperter kan bruges til at fremstille en sprængningsgenstand på 12 kilo eller flere mindre.
- Det ville kunne skabe fare for menneskeliv inden for 45 meter og fare for materielle skader inden for 300 meter.
- Der ville naturligt ske større skade, hvis der var tale om brug af fragmenter - eksempelvis stålkugler, er vurderingen ifølge anklageren.
Og netop stålkugler blev også fundet i huset. 166 styk.
Der er også fundet flere skydevåben - en maskinpistol i en dametaske, en riffel og et haglgevær - samt ammunition.
- Politiet fandt også en kuffert på adressen. Den indeholdt camouflagefarvede walkietalkies, lygter, hatte, øresnegle, nævner John Catre blandt andet.
Også en kasket med indbygget kamerafunktion, briller, der kunne videooptage, samt en paryk var i kufferten.
En masse mobiltelefoner, som angiveligt også skulle bruges til bombeplanerne, er fundet. Det samme er en fjernstyret bil.
Videoer med islamistisk indhold samt Islamisk Stat-flag er også fundet på adressen i Holbæk.
De tiltalte, der også anklages for at finansiere terror, nægter sig alle skyldige.
Anklagemyndigheden ønsker dem alle tre udvist af Danmark. Kvinden er også dansk statsborger, men menes at have dobbelt statsborgerskab, så der er krav om, at hun fratages sin danske indfødsret.
Flere andre familiemedlemmer blev også anholdt i aktionen i februar, men der er kun rejst tiltale mod de tre.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.