Medie: Formodet kumpan i udbyttesag skal melde sig hver onsdag

Ved et retsmøde i London er det mandag kommet frem, at medtiltalt i udbyttesag blev anholdt i januar.

Hver onsdag skal Anthony Mark Patterson, der er anklaget for at have hjulpet med at narre milliarder af kroner ud af den danske stats skattekasse, melde sig på en lokal politistation. Det har han skullet siden januar, og hans pas er blevet inddraget.

Det fortæller dagbladet Børsen mandag i forbindelse med en reportage fra et retsmøde i Westminster District Court i London. Her kæmper Anthony Mark Patterson mod at blive udleveret til Danmark.

Patterson er tiltalt for sammen med en anden brite, Sanjay Shah, som er tilbageholdt i De Forenede Arabiske Emirater, at have narret penge fra det danske skattevæsen ved fiflerier med refusion af udbytteskat.

I maj sidste år fastslog Østre Landsret, at begge mænd burde varetægtsfængsles, og på den baggrund blev der udstedt en international arrestordre.

Det har længe været kendt, at Sanjay Shah var blevet anholdt i Dubai med henblik på udlevering. Men først i forbindelse med Børsens rapportering fra mandagens retsmøde i London er det kommet frem, at også Patterson har været anholdt.

Det blev han 11. januar i år. Han blev dog ikke fængslet, men i stedet løsladt mod kaution og med den betingelse, at hans pas skulle deponeres, og at han ugentligt skulle melde sig hos politiet.

Patterson kæmper mod at blive udleveret til Danmark. Børsens skriver, at hans advokater henviser til Pattersons tilknytning til Storbritannien og til, at der er sygdom i hans nærmeste familie.

Ifølge Børsen er det uvist, hvornår den britiske domstol træffer en afgørelse vedrørende udlevering af Patterson.

Hvad angår Sanjay Shah, som anses som hovedmanden i sagen, så har der også mandag været et retsmøde i Dubai. Her har dommeren tilkendegivet, at der vil blive afholdt et retsmøde næste mandag, hvor der ventes at blive afsagt en kendelse med rettens afgørelse.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.