Medie: Svenske toldere finder bil med håndgranater ved Øresundsbroen
Svensk politi er onsdag til stede ved Øresundsbroen. Ifølge medie er der stoppet en bil med håndgranater.
Opdateret kl. 21:52
Svensk politi er onsdag aften til stede med bombeeksperter ved Øresundsbroen for at assistere det svenske toldvæsen.
Det oplyser politiets talsmand Fredrik Bratt til det svenske medie SVT.
Ifølge SVT's oplysninger har det svenske toldvæsen stoppet en bil, som kom kørende fra Danmark. Mediet skriver, at der er flere håndgranater i bilen.
Svensk politi har ikke bekræftet mediets oplysninger. Talsmanden understreger, at der ikke er fare for offentligheden.
Fredrik Bratt oplyser til det svenske medie Expressen, at svensk politi ikke forventer, at der vil blive behov for at lukke Øresundsbroen.
Det skyldes, at politiets arbejde foregår på fastlandet, lyder det.
SVT skriver, at arbejdet på stedet blev afsluttet kort før klokken 21 onsdag. Ifølge mediet arbejdede politiet ikke i nærheden af broen eller vejen.
Det fremgår ikke af de svenske mediers dækning af sagen, om nogen er anholdt.
/ritzau/
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.