Medier: Dansk papirfejl holder Sanjay Shah fra retssag

Sanjay Shah, der anklages for milliardsvindel, må blive i Dubai. Tilsyneladende på grund af dansk fejl.

Sanjay Shah skal ikke udleveres til Danmark, afgjorde en domstol i Dubai mandag. Kendelsen, som flere medier har set, viser, at afvisningen skyldes, at Danmark ikke har indleveret alle nødvendige papirer. (Arkivfoto). <i>Christopher Pike/Ritzau Scanpix</i>

Sanjay Shah skal ikke udleveres til Danmark, afgjorde en domstol i Dubai mandag. Kendelsen, som flere medier har set, viser, at afvisningen skyldes, at Danmark ikke har indleveret alle nødvendige papirer. (Arkivfoto). Christopher Pike/Ritzau Scanpix

Manglende dokumenter fra dansk side.

Det er årsagen til, at Danmark mandag i Dubai har fået nej til at få udleveret den hovedmistænkte i udbyttesagen om milliardsvindel, den 52-årige brite Sanjay Shah.

Det skriver Ekstra Bladet og TV 2, der har set kendelsen.

- Hvad det anmodende land (Danmark, red.) har indleveret, er et notat med et resume af den udførte efterforskning. Det har ikke indleveret de påkrævede kopier af efterforskningsrapporter.

- Derfor er forholdene for udleveringen ikke opnået i den pågældende anmodning, står der i kendelsen ifølge medierne.

Det emiratarabiske medie The National skrev også tidligere mandag, at dommeren havde udtalt, at originale kopier af al officiel efterforskning, der er foretaget, skal være vedlagt anmodningen om udlevering.

Ifølge advokat Ali Al Zarooni kan dokumenter ikke tilføjes i appelsagen.

Sanjay Shah er i Danmark tiltalt for at have svindlet for over ni milliarder kroner i udbyttesagen fra 2012 til 2015.

Svindlen skete, ved at selskaber har søgt om at få tilbagebetalt udbytteskat, uden at de har ejet de aktier, de har villet have tilbagebetalt skat for.

Shah nægter sig skyldig og har sagt, at han har brugt et hul i loven.

I Danmark har Østre Landsret fastslået, at der er grundlag for at varetægtsfængsle Sanjay Shah, hvis han anholdes.

I marts i år fik Danmark og De Forenede Arabiske Emirater en generel aftale om udlevering af personer til retsforfølgelse. Justitsministeriet nævnte i den forbindelse konkret udbyttesagen.

3. juni kom det frem, at Sanjay Shah var blevet anholdt i Dubai, hvor han bor i en villa på palmeøen Jumeirah. Men med mandagens kendelse ser det ud til, at han snart kan vende tilbage til luksus-øen.

- Det er min forventning, at han løslades om kort tid, skriver Shahs danske advokat Kåre Pihlmann til Ritzau.

Ritzau har kontaktet Justitsministeriet, men ministeriet er endnu ikke kommet med en kommentar.

Den britiske Anthony Mark Patterson er også tiltalt i sagen for at have hjulpet Shah med svindelnummeret. Han nægter sig også skyldig og kæmper i Storbritannien mod udlevering. Her ventes en afgørelse senere i september.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.