Mette Frederiksen til pårørende ved Fields: Vi sørger med jer

Statsministeren og overborgmesteren talte til pårørende og dem, der var til stede under angrebet i Fields.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Galleri - Tryk og se alle billederne.

- I aften er vi samlet for at mindes de dræbte. Tre uskyldige liv, som sluttede alt for tidligt.

Sådan indledte statsminister Mette Frederiksen sin tale ved tirsdagens mindehøjtidelighed efter søndagens skudangreb i butikscenteret Field's.

Her var tusindvis af mennesker mødt op for at mindes dem, der mistede livet i angrebet.

Mette Frederiksen talte også til dem, der oplevede skudepisoden på tæt hold, mens de var på indkøb eller ude at spise i storcenteret.

- Sammen sender vi de varmeste tanker og den dybeste medfølelse til alle, der er berørt af tragedien. Det gør vi til jer, der var til stede under angrebet, og som oplevede rædslen. Familier, der blev væk fra hinanden. Minutter, der blev til timer. Hvor må I have været bange, sagde hun.

Tre mennesker blev dræbt og syv andre såret, da en 22-årig mand affyrede skud i Field's.

Mindehøjtideligheden foregik foran indkøbscenteret. Efter korsang talte også Københavns overborgmester Sophie Hæstorp Andersen ved mindehøjtideligheden, der var arrangeret af Københavns Kommune.

- Børn og unge skal ikke dø. De skal være udødelige, sagde Sophie Hæstorp Andersen.

- Vi skal genfinde den tryghed, som er noget af det fineste, vi har i København og i Danmark.

Efter at have påtalt den afmagt og sorg, som mange har følt efter episoden, talte Sophie Hæstorp Andersen om, hvordan hun mener, københavnerne og Danmark kan komme videre.

- Hvis vi skal forhindre, at noget lignende sker igen, skal vi turde stille os alle de store spørgemål, sagde hun.

- Kunne vi have gjort noget mere? Kunne vi have gjort noget tidligere? Kunne vi have gjort noget anderledes? Hvis svaret til det er ja, så skal vi handle nu, sagde hun.

Blandt de tusindvis af deltagere var de to unge kvinder Kamilla Petersen og Yasmin Hannibal. De bor selv i København og mødte op i sympati med de mange mennesker, der oplevede skudepisoden på tæt hold.

- Vi er her for at vise vores medfølelse for den kæmpe tragedie, som de har været udsat for - og som vi alle sammen mærker, siger Kamilla Petersen.

Også medlemmer af kongehuset var til stede ved Field's. Her overværede kronprins Frederik og prins Christian minehøjtideligheden.

Da de sidste ord fra scenen var sagt og musikken færdig, sagde de også et par ord til den fremmødte presse.

- Det var meget rørende og bevægende. Det er et tegn på, at vi står sammen i denne svære tid. I København, men også i hele Danmark, sagde kronprins Frederik.

- Mine tanker går til ofrene og deres pårørende, tilføjede han.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.