Politi

Mia Skadhauge Stevn er fundet død i nordjysk skov

På baggrund af retsmedicinske undersøgelser er det slået fast, at forsvundet kvinde er fundet død.

Hjemmeværnet havde fredag spærret Pindbakvej, mens Nordjyllands Politi arbejdede i Dronninglund Storskov. Torsdag eftermiddag oplyste politiet, at der var blevet fundet dele af et lig i skoven. Lørdag oplyser Nordjyllands Politi, at der er tale om den savnede Mia Skadhauge Stevn. (Arkivfoto).
Hjemmeværnet havde fredag spærret Pindbakvej, mens Nordjyllands Politi arbejdede i Dronninglund Storskov. Torsdag eftermiddag oplyste politiet, at der var blevet fundet dele af et lig i skoven. Lørdag oplyser Nordjyllands Politi, at der er tale om den savnede Mia Skadhauge Stevn. (Arkivfoto). Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Opdateret kl. 11:15

Forsvundne Mia Skadhauge Stevn er bekræftet død.

Det oplyser Nordjyllands Politi lørdag formiddag på Twitter og i en pressemeddelelse.

Den 22-årige kvinde forsvandt for en uge siden, da hun var på vej hjem fra en bytur i Aalborg.

Siden er to mænd blevet sigtet for at have dræbt hende.

I forbindelse med politiets efterforskning gennemgik betjente et område i Dronninglund Storskov. Det førte til fundet af Mia Skadhauge Stevn.

De pårørende er underrettet, og politiets arbejde fortsætter. Det gælder også i skovområdet, oplyser efterforskningsleder og vicepolitiinspektør Frank Olsen.

- Politiets undersøgelser i Dronninglund Storskov pågår fortsat, men vores forventning er, at de afsluttes sidst på dagen. Derfor vil man stadig se politi i området og andre steder som følge af politiets efterforskning, udtaler han i pressemeddelelsen.

22-årige Mia Skadhauge Stevn havde været i byen i Jomfru Ane gade i Aalborg lørdag den 5. februar. Tidligt søndag morgen var hun på vej hjem, da hun forsvandt.

Hun blev sidst set på videoovervågning, hvor hun klokken 06.09 steg ind i en mørk bil på Vesterbro.

Politiet mener at have fundet bilen på en adresse i Nordjylland. Det er ikke oplyst, om den indeholder spor efter den dræbte kvinde.

De to sigtede mænd er begge 36 år. Den ene er blevet fængslet i sagen, mens den anden blev løsladt.

Begge mændenes bopæle i Flauenskjold og Østervrå og et sommerhus i Saltum er blevet gået igennem med en tættekam. Politiet har også arbejdet intenst på at kortlægge de to mænds færden.

Dette førte til, at politiet fandt spor fra Mia Skadhauge Stevn ved Sulsted Kirkevej. Sammen med andre spor førte det efterforskerne til Dronninglund Storskov.

Nordjyllands Politi oplyste torsdag aften, at der var blevet fundet dele fra et menneske i skoven. Man mente, at der var tale om den forsvundne kvinde, hvilket endeligt er bekræftet lørdag formiddag.

Det er lørdag fortsat ikke oplyst, hvornår eller hvordan Mia Skadhauge Stevn menes at være blevet dræbt. Det fremgår heller ikke, om der er gjort yderligere fund.

/ritzau/

Få adgang første måned for kun 49 kr.

Prøv Nordjyske nu

Allerede abonnent? Log ind

Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.

Gå til relaterede emner

Forsiden