Retten i Aalborg modtog en bombe-attrap
En mistænkelig genstand dukkede op med morgenposten
Opdateret kl. 16:25
Opdateret kl. 12.05 med kommentarer og input fra Nordjyllands Politi.
Retten i Aalborg kontaktede fredag morgen Nordjyllands Politi, da retten med morgenposten havde modtaget en mistænkelig pakke. Det medførte en massiv og synlig politi-tilstedeværelse i området omkring retten, ligesom Forsvarets sprængstofeksperter, såkaldt EOD, blev rekvireret.
Det skriver Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Myndighedernes undersøgelse påviste hurtigt, at der ikke var tale om en bombe, men dog en dårlig udført attrap. Nordjyllands Politi skriver, at der nu er indledt en efterforskning.
Det var under håndtering af morgenposten, at man modtog og anmeldte en "bombelignende genstand" i en pose.
Patruljer til stedet
Nordjyllands Politi sendte patruljer frem til retten med henblik på at afspærre og sikre området omkring retsbygningen.
- Vi tilkaldte ligeledes straks Forsvarets sprængstofeksperter – og da de var ankommet til stedet, undersøgte de hurtigt posens indhold, der var blevet anbragt i et mennesketomt retslokale, udtaler vagtchef Jesper Sørensen fra Nordjyllands Politi.
Eksperternes helt klare konklusion var, at der ikke var tale om en bombe, men derimod kunne man konstatere, at der var fremsendt en såkaldt attrap til retten: altså en falsk bombe. Derved kunne politiet afblæse bombealarmen.
- Men det er naturligvis særdeles alvorligt, når man afsender en bombeattrap til retten, lyder vurderingen fra vagtchefen.
Politi til stede
Flere af politiets efterforskere har indfundet sig på Badehusvej med henblik på at foretage en række efterforskningsskridt i sagen: sporsikring, afhøringer, bevissikring og en række andre undersøgelser.
- Før det efterforskningsarbejde er tilendebragt, kan vi ikke udtale os yderligere om de nærmere omstændigheder, herunder mulige mistænkte i sagen eller motiv, understreger Jesper Sørensen, der videre pointerer, at politiet tager forholdet meget alvorligt, og således har indledt en grundig efterforskning for at afdække sagen.
Politiet vil som følge af efterforskningsarbejdet være synlige i og omkring retten i Aalborg nogle timer endnu.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.